Sommerfest i HotSpot med loppemarked og kagekonkurrence
Sommerfesten i Fritids- og Ungdomsklubben HotSpot finder i år sted lørdag 24. august fra kl. 11.00-15.00 og foregår i og omkring HotSpots lokaler på Rømøvej i Frederikshavn.
Bag arrangementet står ungdomsklub, bestyrelse og personale, og overskuddet herved går ubeskåret til en fællesskabende aktivitet valgt af ungdomsklubbens medlemmer. De unge har valgt at pengene i år skal bruges på en tur til København i uge 42.
Til Sommerfesten vil der være et par nye tiltag, der dog kræver tilmelding.
- Vi inviterer i år folk udefra til at deltage med egen bod på vores Loppemarked. En stand koster 50 kroner og giver adgang til tre meter. Eventuelle tøjstativer medbringer man selv. Der vil være et bord til rådighed for hver stand. Egne borde må dog også gerne medbringes, så længe de holder sig indenfor målene, siger bestyrelsesformand Helle Pedersen, HotSpot.
Tilmelding foregår på SMS til mobilnummer 24203785. Betaling foregår på Mobilepay til 7381JY (Mrk. Fællesskabelse HotSpots Ungdomsklub) Først til mølle princippet gælder her.
Opstilling kan ske fra kl. 9.00 på dagen og skal være afsluttet senest kl. 10.30 af hensyn til øvrige aktiviteter på pladsen. Pladsen skal være ryddet kl. 16:00.
- I år vil vi også gerne forsøge os med en Bagedyst, hvor man kommer med en kage, man har tilberedt hjemme. Der vil selvfølgelig være en præmie til den vindende kage, som bedømmes af et panel bestående af både professionelle og øvede amatører. Det resterende af kagen vil efterfølgende blive solgt, og fortjenesten herfra tilfalder ungdomsklubben, fortæller Helle Pedersen.
Tilmelding til Bagedysten sker på SMS til 24203785.
Det endelige program for Sommerfesten kommer senere.