Stars & Strikes' tophold i 2. division øger sit forspring
Bowlingklubben Stars & Strikes fra Frederikshavn udbyggede søndag med en sejr på hjemmebane over Stenhuset fra Nørresundby forspringet til ST på andenpladsen i 2. division.
Startopstilling for Stars & Strikes:
Thomas G. Larsen og Kim Walther Nielsen (double 1)
Claus Jørgensen og Rasmus Hansen (double 2)
Niels Kr. Skov Pedersen og Thomas Mølholt (double 3)
Jens V. Thomsen var reserve
Stars & Strikes fik den perfekte start på kampen med sejre til alle tre doubler. Double 1 havde en tæt serie, som blev afgjort med en forskel på kun 11 kegler. I double 2 havde Rasmus Hansen en høj score på 224. Hurtig føring på 8-0.
I anden serie holdt Stars & Strikes sit niveau og gik kun én kegle ned i samlet score, men Stenhuset øgede sin score med over 100 kegler, hvormed de vandt to doubler. Claus Jørgensen scorede 215, men det var ikke nok, når modstanderne havde et snit på over 225. Derimod var Thomas Mølholts score på 238 nok til en sejr til double 3. Faktisk vandt double 3 med så mange kegler, at det var lige før, at Stars & Strikes fik de to point for flest samlede kegler. Forspringet var reduceret til 10-6.
Inden starten af tredje serie blev Jens V. Thomsen skiftet ind i double 1 i stedet for Kim Walther Nielsen. Double 1 vandt efter en tæt kamp. Double 2 tabte serien efter en større mængde splits. Double 3 vandt med over 80 kegler, hvor især Niels Kr. Skov Pedersen markerede sig med en score på 234. Halvvejs i kampen førte Stars & Strikes 16-8.
I fjerde serie vandt hjemmeholdet to doubler. En misset opsamling i 10. rude kostede de samlede kegler, og seriens point blev fordelt ligeligt med fire til hvert hold.
I femte serie vandt double 1 efter en flot score på 213 af Thomas G. Larsen. Double 2 blev hårdt presset af et par modstandere, som lavede mange strikes midtvejs i serien. Efter at have været bagud med 70 kegler lykkedes det doublen at sætte en del strikes sammen i afslutningen, så nederlaget blev begrænset til 20 kegler. Med en sikker sejr til double 3, hvor Thomas Mølholt scorede 254, fik Stars & Strikes 6 point ud af sine anstrengelser. Ved stillingen 26-14 havde hjemmeholdet allerede vundet kampen inden den sidste serie.
Thomas Mølholt sluttede kampen af med en høj score på 237, men denne gang var det ikke nok til point. Rasmus Hansen var også i spillehumør og scorede 220, hvormed double 2 vandt sikkert. Double 1 havde en meget tæt kamp, hvor Jens V. Thomsen hev en sejr på fire kegler hjem med sin opsamling i 10. rude. Kampen endte med en sejr på 32-16 til Stars & Strikes, hvis samlede keglefald lød på 6.783 kegler mod Stenhusets 6.465 kegler.
Kampens spiller blev Thomas G. Larsen, som hævede sit bundniveau og spillede sin bedste kamp i sæsonen.
Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.329 kegler over 6 serier – snit på 222)
Rasmus Hansen (1.198 kegler over 6 serier – snit på 200)
Thomas G. Larsen (1.120 kegler over 6 serier – snit på 187)
Claus Jørgensen (1.118 kegler over 6 serier – snit på 186)
Niels Kr. Skov Pedersen (1.021 kegler over 6 serier – snit på 170)
Kim Walther Nielsen (339 kegler over 2 serier – snit på 170)
Jens V. Thomsen (658 kegler over 4 serier – snit på 165)
Med sejren fastholder Stars & Strikes sin førsteplads i 2. division - og udbyggede endda føringen til ST på andenpladsen. Forspringet er nu på 25 point, efter ST tabte på hjemmebane i weekenden. Nu venter der en julepause, inden anden halvdel af sæsonen begynder i januar.




































