Gå til hoved-indhold
24. juli 2025 - kl. 00.07

Stop med at efterlyse dokumentation: "Det er levende mennesker, I har med at gøre"

  • 1 af 1
Af: Pia Møller

Pia Møller, Kvissel, har skrevet dette indlæg: Kære Soraya, tak for dit input til problematikken omkring hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune. Endelig en politiker der har en holdning til tingene. Når det så er sagt, så bliver jeg som pårørende nødt til at sige, at den måde du beskriver problematikken omkring, hvordan man skal gribe dette an, der står jeg af.

Dokumentation, håndgribeligt fakta, problematikker, validt grundlag, bæredygtige løsninger og analytiske opgaver - jamen hør nu her: Hvor mange historier vil du høre fra den virkelige verden?

Min mor, som aldrig har belastet samfundet med krav om offentlig hjælp, står nu og har allermest brug for, at der er et sikkerhedsnet, når
uheldet er ude, og man pludselig ikke kan klare selv det mest fornødne i hverdagen, og det er det, man som pårørende har fokus på.

Du nævner, at borgeren også selv må sige til og fra. Det er jo ikke en mulighed, når det er, at hjælpen er nødvendig fra dag ét - og at den
generation stoler på, at der er styr på sagerne. Men selvfølgelig på den lange bane, er det en mulighed.

Jeg er fuldstændig med på, at hver enkelt medarbejder i hjemmeplejen gør alt, hvad der står i deres magt for at gøre livet så godt som muligt for den ældre borger, der behøver omsorg og hjælp, men alt andet lige så er det ikke det, vi oplever med de arbejdsforhold, der er lige nu.

Jeg skal da som pårørende ikke fremkomme med fakta og dokumentation, og andre undersøgelser på, hvordan I skal skrue den bedst mulige hjemmepleje sammen. Jeg kan blot konstatere, at det ikke virker, som det er nu. Hvis du mener, at det er internt i det kommunale system, problemet skal løses, så er det nu - og det er jeres ansvar, og ikke mindst opgave, at løse dette.

Det kan og bliver aldrig den ældres eller de pårørendes opgave at fremkomme med fakta, der skal gøre hjemmeplejen mere tryg og sikker for den enkelte. Det burde være en indlysende og ikke-kompliceret opgave for kommunen at løse. Det er for pokker levende mennesker, I har med at gøre.
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...