Gå til hoved-indhold
18. marts 2024 - kl. 13.03

Stor interesse for europæisk demokrati i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Langt de fleste elever på de sidste årgange på Frederikshavn Gymnasium og HF troppede op i festsalen mandag lige efter frokost, da Europabevægelsens demokratikaravane lagde vejen forbi. Og efter spørgsmålene fra salen at dømme er interessen for EU og valget til Europa-Parlamentet stor blandt unge i Frederikshavn.

Emnerne var Europas sikkerhed med fokus på Ruslands krig i Ukraine, genåbningen af den tidligere ammunitionsfabrik i Elling og klimakrisen - herunder konsekvenserne for vores forbrugsvaner.

Hvert år producerer hver europæer cirka 189 kilo emballage, der ryger direkte i skraldespanden, og den mængde vil med stor sikkerhed stige i de kommende år, hvis ikke der gøres noget. Af hensyn til klimaet og miljøet er Europa-Parlamentet på vej med en ny emballagelov, der betyder, at det skal være slut med engangskrus på restauranter og slut med, at frisk frugt er pakket ind i plastik.

Turneen Vi Vil Europa er lavet i samarbejde med Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Moderaterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne.

På Frederikshavn Gymnasium og HF mødte eleverne Melina Andersen (SF), som er tidligere elev på gymnasiet, Mathies Niebuhr (A), Nicklas Verne (K), Jonas Pullich (V), Frederik Lau Petersen (M) og Philip Tarning-Andsersen (RV), og det var journalist Mathies Duch Gronemann, DR Deadline, som var moderator og ordstyrer.

Valget til Europa-Parlamentet er verdens største transnationale demokrati, og vælgerne i de 27 EU-lande sammensætter i perioden 6. til 9. juni det nye Europa-Parlament. Søndag 9. juni afholdes valget i Danmark, der får 15 ud af de 720 pladser i det nye Europa-Parlament.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...