Strandby Aktivitetscenter inviterer til sommerfest
Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv kommer blandt andet forbi og fortæller historier fra lokalområdet.
Strandby Aktivitetscenter holder sommerfest, og alle er inviteret.
Festen finder sted 13. juni fra klokken 11-14.
- Det er Aktivitetsudvalget, der står bag arrangementet, og de har sammensat en dag med fokus på fællesskab, gode oplevelser og en hyggelig atmosfære, lyder det fra Lotte Schüsler, der er koordinator hos Strandby Aktivitetscenter.
Dagen byder blandt andet på underholdning, mens det også vil være muligt at købe mad.
Derudover kommer Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv forbi og deler ud af fortællinger fra lokalområdet.
- Arrangementet er en oplagt mulighed for at mødes på tværs af generationer og nyde nogle hyggelige timer sammen i Strandby, fortæller Lotte Schüsler.
Der er gratis adgang til sommerfesten.


































