Gå til hoved-indhold
04. april 2024 - kl. 08.04

To White Hawks-spillere udtaget til landsholdet, som møder Norge

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Christopher Frederiksen og Daniel Baastrup fra Frederikshavn White Hawks er udtaget til landsholdet, som i næste uge møder Norge i to testkampe frem mod det kommende VM, der spilles i Tjekkiet fra 10.-26. maj.

Danmark spiller torsdag 11. april i Spar Nord Arena i Odense, og to dage senere er der returkamp i Holger Danske Arena i Rødovre.

De to White Hawks-spillere er sluppet igennem landstræner Mikael Gaths nåleøje, selv om de ikke ligefrem imponerede i Metal Ligaen i denne sæson.

WH-kaptajn Daniel Baastrup havde den dårligste plus/minus-statistik af alle. Minus 34 står der ud for Daniel Baastrups navn.

Christopher Frederiksen scorede sølle tre mål i sæsonen. Til gengæld assisterede han til 33 mål, hvilket var nok til en placering i Top 10, når det gælder "assist".

Ud over de to WH-spillere er der tre spillere på landsholdet, som har fået deres ishockeyopdragelse i FIK. Det drejer sig om Mikkel Aagaard, Nick Olesen og Oscar Fisker Mølgaard.

Med i truppen er også bundrutinerede danske VM-profiler som Markus Lauridsen og Frederik Storm, der til daglig begge er profiler i den bedste tyske række, Deutsche Eishockey Liga.

De to kampe mod Norge er første skridt på vej mod udtagelsen af det endelige VM-hold. Senere i april mødes de to nationer igen i Varner Arena i udkanten af Oslo.

Danmark slutter sine VM-forberedelser af med en kamp på udebane i Polen på vej mod VM-lejren i Tjekkiet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...