Tre skoleafdelinger får renoveret faglokaler
Nu er der sat navne på de tre skoleafdelinger i Frederikshavn Kommune, som får nye faglokaler i år. På budget 2021 er der på Økonomiudvalgets budget afsat to millioner kroner til skolernes faglokaler.
Ejendomscenteret har lavet en kortlægning over renoveringsbehovet af faglokaler på de enkelte skoleafdelinger. På den baggrund har Ejendomscenteret - i samarbejde med Center for Skole - fastlagt hvilke kriterier, der skal ligge til grund for prioriteringerne af de tildelte midler til
renovering af skolernes faglokaler.
Fra skoleåret 2019/20 har det været obligatorisk for alle 7. klasseelever at vælge et to-årigt praktisk/musisk valgfag, der skal afsluttes med en obligatorisk prøve ved afslutningen af 8. klasse. Alle elever skal tilbydes valgfag i Håndværk og Design. Faget blev i 2016 et obligatorisk fag i folkeskolen og bygger på de tidligere håndværksfag sløjd og håndarbejde.
Foruden Håndværk og Design kan eleverne også tilbydes valgfag i musik, billedkunst og madkundskab.
På baggrund af ovennævnte valgte kommunen følgende kriterier til grund for en prioritering af de tildelte midler:
- Håndværk og Design, madkundskab, musik og billedkunst er et prøvefag på skoleafdelingen
- Den nuværende standard på lokalerne
Politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget drøftede sagen i denne uge, og der bliver i første omgang renoveret tre lokaler, der bruges til madkundskab. Det er på Frydenstrand Skoleafdeling (Buhlsvej), Bangsbostrand Skoleafdeling og Dybvad Skoleafdeling.
Ifølge Ejendomscenteret koster de tre lokaler mellem 2,2 og 2,6 millioner kroner at renovere, men der er kun afsat to millioner kroner til renovering af faglokaler.