17. juni 2019 - kl. 12.06
Veteranbiler tager turen fra Norge til Vendsyssel
Lørdag 22. juni kommer 40 veteranbiler fra Norge til Vendsyssel. Den nordjyske afdeling af Dansk Veteranbilklub laver en køretur for egne medlemmer og de norske venner.
- I alt bliver der nok cirka 60 biler. De fleste af dem er fra 50'erne og 60'erne, oplyser mødestedsleder Thorben Damsgaard.
Turen begynder ved Color Hotel i Skagen kl. 9.00 og går til mange smukke punkter i Vendsyssel, blandt andet Frederikshavn, Bangsbo Fort, Øksnebjerg, Tolne Skov med mere.
Der bliver frokostpause på Tannishus i Tversted. Turen slutter igen i Skagen, hvor de norske gæster overnatter inden hjemturen søndag.






































