Vil genoplive RITZ som det glade dansested
Musikforeningen Frederikshavn, der blev stiftet for nogle få måneder siden, slår nu for alvor dørene op på det legendariske RITZ i Havnegade i Frederikshavn.
- Formålet er at vedligeholde og udbrede livemusikken fra de glade 60'ere og de efterfølgende årtier samt at genoplive RITZ som det glade dansested i Frederikshavn. Et sted, hvor glade mennesker kan nyde glad musik, fortæller Mogens Borup, formand for Musikforeningen Frederikshavn.
RITZ har senest været kendt for, at det var spillestedet, som Sussi & Leo overtog, da de besluttede at rykke fra Skagen til Frederikshavn.
Forårsprogrammet er næsten færdigt, og Mosikforeningen Frederikshavn lægger ud på lørdag med KASMO fra Aalborg. KASMO har 60'er musikken som sit omdrejningspunkt, men hvor også ørehængerne fra de efterfølgende årtier er med.
Dørene åbnes kl. 21, og musikken er mere end klar fra kl. 22-02.
Med i styregruppen for Musikforeningen Frederikshavn er - ud over Mogens Borup - Søren Sibbernsen og forpagteren på Ritz, Masuud Behoud, der også driver Frederiks Bøfhus, som ligger i samme bygning.