We Meat i Frederikshavn åbner afdeling i Hjørring
Burger-baren We Meat Burger i Frederikshavn udvider med en afdeling i Jernbanegade i Hjørring.
Planen er, at We Meat Burger slår dørene op i Hjørring midt i marts.
- Vi er blevet kontaktet af nogle lokale ildsjæle angående samarbejde med en We Meat Burger i Hjørring. Også et par andre byer har vist interesse, men det vigtigste for os er, at det er folk, som vi 100 procent tror på, vil kunne gøre det lige så godt som os selv, siger Brian Jensen, medejer af We Meat Burger i Frederikshavn, som åbnede sidste år i Læsøgade.
We Meat Burger har boller fra en bager, og bøfferne er fra fritgående køer. Dertil serveres sprøde pommes frites med parmesan og timian, og alle råvarer er helt friske. En koncept, som i hvert fald frederikshavnerne har taget til sig. Nu kommer turen snart til Hjørring.
- Jeg kender ikke så meget til konkurrence-situationen i Hjørring, men jeg tænker, at vores burger kan begå sig i alle byer i Danmark. Afdelingen i Frederikshavn kører rigtig godt, men vi fortsætter "kun" som takeaway, fortæller Brian Jensen.
Det er blot tre dage siden, at We Meat Burger Hjørring åbnede en side på Facebook. Ikke desto mindre har siden allerede næsten 1000 likes.
- Så det virker til, at Hjørring også er klar på burgere, smiler Brian Jensen.





































