Gå til hoved-indhold
04. marts 2023 - kl. 00.03

WH-kaptajn: Vi har et fantastisk trænerteam

  • 1 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 8
    FOTO: Helle Krag Hornsh?j
  • 6 af 8
    FOTO: Helle Krag Hornsh?j
  • 7 af 8
    Rasmus Søndergaard roser Pelle Hånbergs måde at kommunikere på. Foto: Helle Krag Hornshøj
  • 8 af 8
    Rasmus Søndergaard roser Pelle Hånbergs måde at kommunikere på. Foto: Helle Krag Hornshøj
Af: Michael Frederiksen / Foto: Helle Krag Hornshøj

- Vores arbejde i løbet af sæsonen har båret frugt. Vi er meget stærkere end for otte måneder siden. Der er sket en stor udvikling. De nye og unge spillere har lært at tage ansvar, fordi de har fået lov til at udvikle sig. Du bliver ikke elitespiller over en sommer. Vi har fået nogle tæsk, og det har modnet os.

Sådan siger kaptajn Rasmus Søndergaard, efter Frederikshavn White Hawks fredag aften besejrede Herlev Eagles med 3-2 på udebane, selv om holdet manglede Tadeas Galansky, Daniel Trkulja, Aleksi Halme, Denys Rubanik, Aleksandr Bumagin og Jesper Jensen.

Det var holdets tredje sejr i træk. Selvtilliden blomstrer pludselig, og det sker meget passende med blot en uge til første DM-kvartfinale.

- Vi har en god selvtillid og tror virkelig på tingene, siger Rasmus Søndergaard.

Han sender i den forbindelse en stor portion roser til trænertduoen Pelle Hånberg og Kim Karlsson.

- Det er et fantastisk team. De komplementerer hinanden perfekt. Pelle er den helt rigtige mand til Frederikshavns projekt. Det er måden, han er på, og hans evner til at holde taler i omklædningsrummet. Det er meget motiverende som spiller. Han fokuserer på, at hver enkelt spiller præsterer. Det er virkelig en mand, som du gerne vil gå en ekstra meter for. Han giver også spillerne lov til at spille videre, selv om du laver en fejl, udtaler Rasmus Søndergaard.

Han føler generelt, at alle spillere har løftet deres niveau, som sæsonen er skredet frem. Ingen kan gemme sig på White Hawks' hold. Alle mand skal levere for at skabe resultater.

Han roser de unge spillere, som Pelle Hånberg tålmodigt har givet lov til at udvikle sig, men vælger også at fremhæve den finske back Santeri Suistio, der af kaptajnen betegnes som "en virkelig god spiller".

Grundspillet slutter på tirsdag. White Hawks skal i DM-kvartfinalerne møde enten Odense, Herning eller Aalborg. Rasmus Søndergaard påstår, at modstanderen endnu ikke er et tema.

Det er tre hold med store kvaliteter. Odense har med deres stærke offensiv gjort ondt på høgene i denne sæson. Herning har en imponerende defensiv, en stærk keeper og et par angrebsprofiler. Aalborg har - på papiret - fire yderst stærke kæder.

- Som jeg har sagt før, handler det om, at alle spillere giver alt, hvad de har. Gør vi det, og ryger vi alligevel ud, jamen, så forlanger Pelle ikke mere. Vi tror på det, og vi tror endnu mere på det, end vi gjorde for to eller tre uger siden, forsikrer Rasmus Søndergaard.

Tadeas Galansky sad over mod Herlev, fordi han skulle have en lille pause. Daniel Trkulja havde lidt rygproblemer, mens Aleksi Halme afsonede sin anden og sidste karantænedag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...