White Hawks forventer ikke, at Jesper Jensen spiller i næste sæson
Frederikshavn White Hawks forventer ikke at disponere over Jesper Jensen i den kommende sæson, og derfor er sportschef Kasper Kristensen i gang med at lede efter en afløser.
Det oplyser Kasper Kristensen i et interview på White Hawks' Facebook, hvor han også fortæller, at den 18-årige back Jonas Jakobsen skifter til høgene fra Odense Bulldogs.
- Det er en tovejs-back, som kommer herop for at kæmpe om pladserne med vores andre unge spillere. Vi glæder os til at følge hans udvikling, siger Kasper Kristensen.
Han må til gengæld med beklagelse konstatere, at Jesper Jensens ishoceykarriere ligner et overstået kapitel efter de hjernerystelser, han pådrog sig i den forgangne sæson.
- Efter nogle snakke med Jesper er vi gået i gang med at kigge efter en ny center til næste sæson, fordi vi forventer ikke, at Jesper bliver klar. Måske viser det sig at være anderledes, men som udgangspunkt er vi i gang med at scoute markedet, så vi kan få en ny center i stedet for Jesper Jensen, oplyser Kasper Kristensen.
Han lover også, at "vi har et par esser i ærmet", hvis Aleksandr Bumagin ikke kan spille. Det vides endnu ikke efter endnu en alvorlig knæskade til russeren.
White Hawks spiller fem træningskampe inden sæsonen. To mod Aalborg Pirates (ude og hjemme), to mod Herning Blue Fox (ude og hjemme) og en mod Esbjerg Energy (ude).