White Hawks taber 1-5: Personlige fejl skal barberes væk
Frederikshavn White Hawks åbnede tirsdag aften Metal Ligaen med et nederlag til SønderjyskE i Vojens. Kampbilledet var som forventet med hjemmeholdet i mest puckbesiddelse og flest chancer og et høge-mandskab, der levede på omstillinger. Desværre var det hjemmeholdet, der var mest effektiv og vandt fortjent sæsonpremieren med 5-1.
I første periode fik White Hawks debuterende målmand August Hedlund noget at se til fra start, men han holdt flot stand og præsterede flere gode redninger. Gæsterne var sporadiske gæster i SønderjyskE-zonen, men det lykkedes enkelte gange at holde fast i nogle sekvenser.
Netop som man troede, at perioden ville ende uden scoringer, slog hjemmeholdet til og gjorde det svært for høgene. Først var det Oskar Drugge med et følt skud fra distancen, der sejlede ind i netmaskerne. Her var der spillet 17:35.
Og inden halstørklæderne var færdige med den obligatoriske rundtur, blev det også 2-0 til hjemmeholdet. Mathias Klove Mogensen var skarpretteren. I stedet for optimisme i høgenes lejr blev det vendt til bøjede hoveder, da man skøjtede fra isen efter første periode.
I anden periode var billedet det samme, men med lidt flere chancer til White Hawks. Christopher Mulberg forsøgte et par gange med et slagskud og Mikkel Bertelsen var tæt på at reducere, men måtte konstatere, at sæsonens første mål ikke blev en realitet i denne omgang.
Derfor var det endnu en kold klud i ansigtet på Fredrik Johanssons tropper, da Nicolas Werbik udnyttede et flot SønderjyskE-angreb til at bringe hjemmeholdet foran 3-0. Kunne White Hawks rejse sig, eller ville det gå helt galt nu?
Det gik ikke helt galt, og faktisk åbnede høgene tredje periode bedst. Energiske Gorm Topholt kunne med en hurtig reducering bringe nyt liv i opgøret, og frederikshavnerne øjnede nu muligheden for et comeback. Santeri Suistio havde en stor mulighed for yderligere reducering, men heldet var ikke med den finske back i den situation.
Kampen åbnede sig for alvor op i tredje periode med større chancer i begge ender end i de første 40 minutter. Hjemmeholdet kunne da også med godt 14 minutter igen afgøre kampen, da Angelo Miceli scorede til 4-1, og da Nicolas Werbik med sit andet mål, knap 12 minutter før tid, gjorde det til 5-1, så var lyset slukket i White Hawks-lejren.
Kampen viste meget godt de bange anelser, mange har haft op til sæsonstarten, at det nok bliver endnu en svær sæson, de hvide høge går ind i. Personlige fejl skal barberes væk, og så skal der scores på de muligheder, man får.
Næste opgave for høgene er fredag aften, når holdet på hjemmebane i Nordjyske Bank Arena får besøg af lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. Der er stadig masser af billetter til salg, og der er ingen tvivl om, at organisationen bag White Hawks håber på en masse solgte billetter de kommende dage.