Wilma's Café i Vangen skifter både ejer og navn
Wilma's Café i Trafikcenter Nord i Vangen skifter ejer og navn. Fra 1. september overtager Karina Olesen ansvaret for caféen, som ligger for enden af motorvejen mellem Frederikshavn og Sæby.
Karina Olesen har et indgående kendskab til spisestedet, for hun har arbejdet der som kok uafbrudt siden 2005. De første 10 år var det i Nikolines Cafeteria, og siden 2015 Wilma's Cafeteria/Café.
46-årige Karina Olesen blev udlært som kok i slutningen af 90'erne på Restaurant Moby Dick i Frederikshavn. Fra 1999 til 2004 arbejdede hun i Restaurant Møllehuset.
Nu skal hun for første gang være herre i eget hus, og i den forbindelse tager Wilma's Café navneforandring til Café Fru Olsen, som hun skal drive sammen med kæresten Kim Poulsen.
Der siges goddag til Karina Olesen/Kim Poulsen og farvel til Pia Thorø ved en reception lørdag 28. august fra kl. 14.00-17.00.
Fra 1. september er åbningstiden onsdag til søndag fra kl. 11.30 til 20.30. Der vil fortsat være lukket mandag og tirsdag.






































