18-årige Julius Mygind fra Elling varmer op til Rasmus Seebach
Lørdag varmer 18-årige Julius Mygind fra Elling op til den udsolgte koncert med Rasmus Seebach i Skovdalen i Aalborg, og i fredags stod han på samme scene som Danser Med Piger og Carpark North til Aalborg Regatta.
- Det er to kæmpe oplevelser, som jeg ikke havde troet, jeg kunne få så tidligt i min karriere, smiler Julius Mygind.
Hans kunsternavn er JOVE, og han vandt tidligere i år Årets Talentpris ved Band Battle 2023 i Aalborg. En flot optræden overbeviste dommerne om, at JOVE er en kunstner, vi skal holde øje med.
Julius Mygind bor og er opvokset i Elling. Han er beviset på, at æblet ikke falder langt fra stammen. Hans far, Henrik Mygind, er musiker. Han spillede blandt andet i gruppen Tournesol og er i dag indehaver af Mygind Guitarskole.
- Siden jeg var lille, har der altid været musik i huset. Kærligheden og fokuset på musik stammer nok fra min far, og han har ikke kun smittet mig, men hele familien, for vi har allesammen været interesseret i musik. Efter at have set min far spille på scener rundt omkring i Danmark har jeg altid selv haft lyst til at gøre det samme. Han har været god til ikke at blande sig for meget i min egen musikinteresser og har ladet mig udforske den musikalske verden for mig selv, siger Julius Mygind til Kanal Frederikshavn.
Derfor er deres musiksmag anderledes på mange punkter, men de holder ofte af de samme musikalske virkemidler, som er brugt i forskellige numre.
- Min far spiller selv guitar og har altid været dygtig og disciplineret. Derudover er han rigtig god til at analysere numre og har en evne til at vide, hvad der fungerer godt i et nummer. Der er jeg lidt anderledes. Mine evner ligger mere i den kreative proces, og det fandt jeg ud af, da jeg begyndte at skrive sange i en alder af 14 år. Her fandt jeg noget, som lå naturligt for mig, og mit talent overraskede både mig og ham.
Julius Mygind blev student i sommer fra Aalborg Katedralskole, og han har ambitioner om at flytte til Aalborg senere i år.
- Jeg har siden 2020 gået i gymnasiet på Aalborg Katedralskole. Dette gjorde jeg for at møde nye mennesker samt møde ligesindede mennesker i Aalborg, der interesserer sig for musik. Jeg havde ikke ret mange jævnaldrende at snakke musik med i Elling, men siden jeg startede i Aalborg, har jeg både mødt folk i skolen og udenfor, som udvikler mit netværk. Det var faktisk i Aalborg, jeg mødte August Skovmand, Vibeke Brohm og Miki Svanholm, som nu hjælper mig med at udvikle min musik, og som står på scenen med mig, når jeg optræder som JOVE.
I Aalborg findes et spændende musikmiljø. Især KORMA, som ligger ved Huset i Hasserisgade, er et godt sted, hvor man kan lære meget om musikbranchen.
- Det er et sted, hvor man kan få feedback, få hjælp eller udforske sin musik ved hjælp af rådgivere og andre musikere. De har især en masse arrangementer, som skaber en god idé om alt musik, der foregår i byen. Her var jeg selv på KORMA's årlige musikcamp i 2020, hvor jeg lærte mange musikere at kende, som selv har deres egne musikprojekter, og som har givet mig et større fokus på min egen musik, siger Julius Mygind.
Hvad er din drøm de kommende år?
- Min drøm er at udvikle projektet JOVE. At få mere erfaring i at spille live og generelt lære mere om musikbranchen. Derudover at arbejde på en masse musik i studiet med min producer Miki Svanholm, som forhåbentlig næste år begynder at blive udgivet på forskellige streamingplatforme. Hele projektet er lige begyndt, og jeg udvikler hver dag på et koncept, som forhåbentlig kan fortælle historien om JOVE. Hvis alt går efter planen, bliver JOVE noget mere end bare musik, afslører Julius Mygind.










































