34-årig mand fra Sæby idømt et års fængsel
En 34-årig mand fra Sæby er i dag ved Retten i Hjørring idømt et års ubetinget fængsel for blandt andet grov vold, røveri, frihedsberøvelse og trusler på livet overfor sin nabo i Sæby i oktober sidste år.
De to mænd tørnede sammen i et skur på ejendommen, og ifølge anklagerne gennembankede den 34-årige mand sit offer med flere knytnæveslag i ansigtet og spark i maven, ligesom han stak en proptrækker i låret på den anden mand, skriver TV2 Nord.
Den 34-årige tog derefter en iPhone, en husnøgle og nogle briller fra naboen, før han låste ham inde i skuret. Omkring halvanden time senere vendte den 34-årige tilbage til skuret – blandt andet med nye våben i form af et gevir og en hjulnøgle.
Ifølge anklagerne slog den 34-årige sit offer flere gange i ansigtet med hjulnøglen, så han fik en flænge, ligesom den 34-årige bankede løs på offeret med geviret og truede med at slå ham ihjel.
Den 34-årige mand gav i dag sin nabo en undskyldning i retten. Hun kunne ikke forklare, hvorfor han gik amok. Det kunne naboen heller ikke. Faktisk har de normalt et fint forhold til hinanden.
Den 34-årige sagde i retten, at han havde drukket og taget stoffer, men han husked intet. "Det var bare et sort hul", konstaterede han.
Den 34-årige er fortsat fængslet efter dommen.