Bekymret borger: Skal vi finde os i besparelser ud over faglighed og værdighed?

Det vækker dyb undren hos mig, hvordan vores byrådsmedlemmer, især flertallet af kommunalpolitikere, kan se sig selv i spejlet, mens de træffer beslutninger, der har alvorlige konsekvenser for de mest sårbare borgere i vores samfund.

Det er frustrerende at overvære, hvordan kommunens besparelser på handicapområdet kan ødelægge hele familier uden hensyn til deres reelle behov for hjælp. I vores familie har vi en dreng, der er født multihandicappet og med flere diagnoser. Han er helt afhængig af hjælp til alle aspekter i sin hverdag.

Han har ingen former for kommunikation, får sin ernæring gennem en sonde, lider af vejrtrækningsproblemer, og da han ikke har nogle motoriske evner, ligger han meget af tiden i sin seng og kan kun sidde op via korset i sin kørestol.

Indtil nu har kommunen ydet støtte i form af hjælp i hjemmet, og efterhånden som behovene er vokset, har de bevilget mere hjælp, så forældrene kunne have en tryg hverdag.

Der har i flere år været behov for døgnhjælp, som blandt andet betyder en vågen nattevagt, nogle opgaver kræver to personer. Kommunen har anerkendt dette behov, og drengens mor er blevet tildelt tabt arbejdsfortjeneste, mens et hjælperteam er ansat for at sikre den nødvendige pleje.

Men pludselig har kommunen besluttet at fjerne en fuldtidsstilling fra dette team, som allerede er hårdt presset af ferie, sygdom, skæve arbejdstider og lange vagter og så videre. Samtidig bliver drengen dårligere og dårligere, hvilket skaber yderligere bekymringer.

Kommunen har ikke fremlagt beslutningen som en besparelse, men mener modsat alle fagpersoner fra hospitaler, læger og skolen (som i øvrigt ikke længere ønsker at undervise drengen, da han er for syg/plejekrævende, at de har fået for meget hjælp, og drengen er i bedring.

Det står i skarp kontrast til den virkelighed, forældrene lever i.

Hvorfor tænker jeg spareøvelse?

Vi har alle hørt, at kommunen mangler penge. Hvorfor gør de så det? Spørger man politikerne i kommunen, svarer de sikkert noget i denne stil. Der er mange faktorer, herunder et stigende antal ældre, der kræver pleje, færre børnefamilier og lavere skatteindtægter. Færre arbejdspladser og lavere skatteindtægter. Urimeligt krav fra regeringen uden medfølgende økonomiske rammer.

Spørger man mig, kunne en del af problemet også skyldes. Fejlvurderinger fra kommunens side, som jeg lige ridser kort op. Måske er der blevet, brugt for mange penge på havneudvikling, der har vist sig at være meget dyrere end forventet. Måske er der bestilt unødvendige undersøgelser over hvordan/hvem, der har fejlet i forhold til havnen, og hvem der har ansvaret. Resultatet vidste vi jo godt, inden undersøgelsen blev igangsat? der skulle vaskes hænder og intet ansvar fordeles.

Måske skulle man, inden man besluttede at give et fast tilskud på 500.000 kroner have tænkt, at Rødspætte Cup og Cup No.1 ikke et et kommunalt arrangement, men et arrangement for de respektive idrætsforeninger. Hvor den nye socialdemokratiske borgmesterkandidat i øvrigt er formand, hvilket rejser spørgsmål om interne interesser.

Hvis der ikke var blevet spildt penge på unødvendige undersøgelser og prioritering af tilskud, kunne man måske have undgået nogle af de besparelser, der rammer de familier, der allerede kæmper med deres hverdag.

Jeg opfordrer byrådsmedlemmerne til at se ind i sig selv og overveje, om de virkelig kan stå inde for de beslutninger, der er truffet.

Det er ikke kun familierne, der lider; også de kommunale ansatte, der har kontakt med de berørte familier, og som må leve med konsekvenserne af disse beslutninger, vel vidende, at det er ødelæggende for de pårørende, mens kommunalpolitikerne forbliver skjult.

Lad os sammen arbejde for at sikre, at ingen familie skal lide på grund af økonomiske beslutninger, og at vores mest sårbare borgere får den hjælp, de har brug for.