Åbent hus i ny type huse i Beach House-området
Nu er det også muligt at købe/leje etplanshuse i Beach House-området ved Palmestranden i Frederikshavn. Det første hus er færdigt, og der er åbent hus onsdag 10. august fra kl. 16-18.
- Det er med kort varsel, at vi åbner dørene på Kærtoften 18, men interessen for at leje huset er så stor, at det næsten er udlejet hele tiden. Onsdag er der dog et hul, og derfor griber vi chancen og inviterer alle indenfor, siger Otto Stavad, BEACH HOUSE A/S.
Planen var, at det nye etplanshus skulle være et prøvehus, men der dukkede hurtigt en køber op.
Der er bygget cirka 30 huse i området, men indtil nu har alle været 108 kvadratmeter i to plan og med 40 kvadratmeter balkon. I morgen præsenterer BEACH HOUSE A/S et alternativ. Det nye hus i kun ét plan er 74 kvadratmeter, men med to soveværelser og to badeværelser er huset fortsat velegnet som delebolig, feriehus med mere.
Alle huse i Beach House-området er med jordvarme, hvilket er med til at sikre lave energiudgifter. Husene bygges i en ordentlig kvalitet og leveres med badeværelser og køkken fra Svane Køkken. Man kan dog også vælge kun at købe et råhus og selv står for indretningen af huset.
Husene i Beach House-området har udviklet sig til en solstrålehistorie. Ifølge Otto Stavad oplever ejerne en kæmpe efterspørgsel fra udlejningsbureauerne. Mange af husene er således udlejet 200 dage om året.
- Husejerne har en gratis pensionsopsparing herude, for indtægterne afholder alle udgifterne. Husene ligger jo i byzone, og det er stor fordel for ejerne, der således ingen restriktioner har på udlejningen, smiler Otto Stavad.
Det er langt fra kun turister, som sætter pris på husene ved Palmestranden. De lejes også af eksempelvis håndværkere, som foretrækker at bo i hus, hvis de skal arbejde i Frederikshavn i længere perioder. Flere lokale, som står i en uafklaret bolig-situation, benytter sig også af muligheden for at bo i området. Det samme gør unge mennesker, der typisk vælger at bo flere i husene.
Kan man ikke komme onsdag eftermiddag, er man velkommen til at kontakte Otto Stavad på telefon 2764 5444 eller otto@palmcity.dk.