Gå til hoved-indhold
31. juli 2020 - kl. 00.07

Åbner fiskerestaurant i gågaden i Frederikshavn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    - Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når vi slår dørene op, siger Pernille Høeg.
Af: Peter Marquard

Frederikshavn får snart en fiskerestaurant i den mest centrale del af gågaden. Fiskebaren Café og Spisehus åbner på hjørnet af Danmarksgade og Rimmensgade i lokalerne, der senest husede Game Stop og Restaurant Madeline (tidligere værtshuset Fladstrand).

Bag satsningen står ægteparret Pernille og Claus Høgh, og der er garanti for friske råvarer, idet Claus Høgh ejer fiskeforretningen Fiskeriet på havnen i Frederikshavn.

- Vi starter med en soft opening 14. august i caféen, og 17. august kører caféen med fuldt menukort. Til september åbner restauranten, fortæller Pernille Høgh, mens hun står i den kommende café, der netop nu er under opbygning.

Caféen vil servere god kaffe og små sandwich med laks og rejer, pandestegte rødspætter og fiskeklassikere som fish'n chips. Om aftenen i restauranten står der ligeledes pandestegte rødspætter på menuen. Desuden vil der være stjerneskud med jomfruhummere, moules-frites og diverse sæsonmenuer på menukortet.

- Der vil også snige sig en enkelt bøf med på menuen, ligesom der er mulighed for social dining med små og spændende fisketapas, fortæller Pernille Høgh.

Caféen kommer til at fremstå med en rå indretning, hvor der ligeledes er mulighed for at nyde en lækker cocktail, mens restauranten byder på en mere klassisk indretning med bløde og komfortable stole, så man kan læne sig tilbage og nyde sit besøg.

- Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når vi slår dørene op. Jeg har i 28 år arbejdet med socialt arbejde, og det har jeg elsket, men tiden var til, at der skulle ske noget nyt, og jeg glæder mig til at forkæle vores gæster. Det skal være et sted, hvor man virkelig kan hygge sig og smage, at der er kvalitet på råvarerne. Vores gæster skal kunne mærke, at vi er der for deres skyld og ikke for vores, understreger Pernille Høgh.

Fiskebaren bliver et markant sted i Frederikshavn med sin centrale placering. Der bliver bygget terrasse hele vejen rundt om bygningen, så stedet vil være synligt, uanset hvilken retning i gågaden man kommer fra, men når man står i byggerodet, må man konstatere, at der er lang vej igen, inden rammerne er helt på plads.

- Vi skal nok nå det, og vi har stor opbakning fra familie og vores netværk, lyder det optimistisk og taknemmeligt fra Pernille Høgh.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...