Årets sidste fiskeauktion: Billige hummere og torsk
Fiskerne i Skagen måtte se langt efter rekordhøje priser, da årets sidste fiskeauktion blev holdt mandag morgen.
2.835 kilo torsk var under auktionsmester Edvin Jensens hammer på årets sidste salgsdag på Fiskeauktionen i Skagen.
Markedet er godt mættet med torsk efter en december, som har budt på godt vejr til fiskeri. Det er med til at holde priserne nede.
- Jeg er ikke den store optimist. Jeg forventer en pris på mellem 60 og 80 kroner for de bedste torsk, sagde Edvin Jensen til TV2 Nord, inden han klokken 7.00 ringede med klokken i auktionshallen i Skagen.
Udenfor auktionshallen landede besætningen på S 486 Sajoni årets sidste fangst af blandt andet torsk og rødspætter. Fiskeskipper Dennis Axelsen håber på bedre priser end auktionsmesters bud.
- Det er gået godt. Vi håber på gode priser. Priserne plejer at være gode på det hele her op til nytår, siger fiskeskipperen.
Det første, som skal sælges, er fangsten af hummere. Ligesom med torsk er der mange hummere på markedet. I dag er der omkring 6.000 kilogram hummere. Det gør det til købers marked.
For to år siden blev de dyreste hummere solgt for 162 kroner for et kilogram. I dag når den højeste pris for et kilogram hummere kun op på 47 kroner.
Hummere og torsk er det, der sælges mest af til nytår. Hummerne var billige, så fiskerne må nu sætte deres lid til torsken.
Den dyreste torsk bliver solgt for 60 kroner per kilogram. Højere end opkøberen forventede, men lavere end fiskeren håbede.
- Fantasipriser blev det ikke til i dag. Der er nok nogen, som havde sat næsen op efter at få en god pris her til nytår, men det blev det ikke, siger auktionsmester Edvin Jensen til TV2 Nord.
Årets sidste fisk er solgt. Den dyreste fisk i dag i Skagen var søtunge, som blev solgt for 180 kroner per kilogram.