Gå til hoved-indhold
06. august 2026 - kl. 00.08

Administration: Hastighedsgrænse på Knivholtvej skal nedsættes fra 80 til 60 km/t

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Hastighedsgrænsen på Knivholtvej skal sættes ned fra 80 km/t til 60 km/t. Det indstiller administrationen i Frederikshavn Kommune til politikerne i Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur. Nedsættelsen skal sammen med andre tiltag bidrage til øget trafiksikkerhed og tryghed for særligt skoleeleverne på Frederikshavn Friskole.

På baggrund af et borgerforslag fra Frederikshavn Friskole besluttede politikerne 4. maj, at  atadministrationen skulle udarbejde forslag til mulige tryghedsskabende tiltag ved Frederikshavn Friskole på Knivholtvej.

Der er nu foretaget en nærmere vurdering af forholdene på Knivholtvej, og administrationen indstiller følgende:

  • Frederikshavn Kommune ansøger Nordjyllands Politi om en lokal hastighedsbegrænsning på 60 km/t på Knivholtvej.
  • Der opsættes skiltning til en forventet omkostning på 50.000 kroner, hvis hastighedsnedsættelsen godkendes.
  • Der anvendes flytbare fartmålere i en overgangsperiode og efterfølgende efter behov for at understøtte overholdelsen af den nye hastighedsgrænse, hvis politiet godkender hastighedsændringen.
  • Frederikshavn Friskole anbefales at etablere en stiforbindelse på egen matrikel, som kobler skolen sammen med den eksisterende sti øst for området.
  • Frederikshavn Friskole anbefales at etablere en gåbusordning med voksenledsagelse for at sikre, at eleverne kan krydse Knivholtvej på en tryg måde.

En gåbus er en organiseret ordning, hvor børn går samlet til skole ledsaget af en ældre elev eller en voksen. I dette tilfælde vil gåbussens opgave være at hjælpe de buskørende elever sikkert over Knivholtvej. Kort sagt er det en "bus" – blot til fods. På grund af trafikken på Knivholtvej kan det ikke anbefales, at en elev fungerer som "chauffør". Opgaven bør varetages af en voksen.

Knivholtvej er klassificeret som trafikvej og udgør en del af den overordnede centerring, hvor fremkommelighed og afvikling af trafik – herunder tung trafik – vægtes højt. Samtidig er der i området trafiksikkerhedsmæssige udfordringer, idet Frederikshavn Friskole er placeret langs strækningen, og elever dagligt krydser vejen, herunder ved busstoppestedet overfor skolen.

En ny trafiktælling viser, at årsdøgntrafikken er steget med cirka 1100 køretøjer siden 2012, hvor den seneste trafiktælling blev foretaget.Det svarer til en stigning på 48 procent. Siden 2012 er den gennemsnitlige hastighed faldet med fem procent. 85 procent af køretøjerne kører 74,1 km/t eller derunder.

Hastighederne vurderes derfor som acceptable i forhold til den gældende hastighedsgrænse på 80 km/t, men hastigheden og mængden af tunge køretøjer harmonerer ikke med skoleelevernes skolevej. Desuden må trafikmængden forventes at stige i takt med udbygningen af Recycling City-erhvervsområdet.

Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur har møde på mandag 10. august, hvor sagen drøftes.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...