Aggressiv mand cyklede rundt med våben
Politiet modtog torsdag ved 15-tiden en anmeldelse om, at en mand cyklede rundt med en riffel på skulderen og udviste truende adfærd i Frederikshavn.
Manden var blandt andet inde på Circle K-tankstationen i krydset Rimmens Allé/Hjørringvej, hvor han var aggressiv over for ekspedienten. Da han oven i købet havde et våben hængende på skulderen, blev hændelsen anmeldt til politiet.
En patrulje var hurtigt fremme, og ved hjælp af overvågningsbillederne, identificerede politiet manden, der beskrives som en "gammel kending".
Politiet kørte hjem til manden, en 47-årig frederikshavner. Ganske rigtigt havde han kørt rundt med et våben. Det var dog ikke en riffel, med derimod et luftgevær med kikkertsigte.
Hos den 47-årige mand fandt politiet også hashplanter, cirka 300 gram hash, amfetamin og svampe. Forhold, som han nu er sigtet for.