At se dem, der ikke bliver set – det er derfor jeg stiller op
Byrådskandidat Liv Lundholm Pedersen (A) har skrevet dette indlæg: Når jeg går rundt med mit kamera, leder jeg ikke efter det perfekte – jeg leder efter det ægte. Det lille smil mellem to mennesker. Det slidte butiksvindue i en gade, der stadig har liv. Det blik, man næsten ikke lægger mærke til – men som siger alt. Som autodidakt fotograf har jeg lært at se det, der let bliver overset.
Og det er faktisk en stor del af grunden til, at jeg har valgt at stille op til kommunalvalget.
Jeg arbejder inden for kulturområdet og har et hjerte som banker for det pædagogiske felt - to steder i samfundet, hvor man hver dag mærker, hvad det betyder at blive set. Hvad det betyder, når nogen tror på én. Og hvad det koster, når ingen gør.
Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at vi som kommune ser dem, der ikke råber højest. At vi får øje på dem, der kæmper i det stille. De unge, der har det svært. De ældre, der føler sig alene. De familier, der aldrig rigtigt når med i fællesskabet. De mennesker med udfordringer af den ene eller anden slags, som har brug for andres hjælp til ting, som vi andre tager forgivet.
Vi taler meget om at løfte i fællesskab – men det kræver, at vi bruger hele kommunen. Ægte fællesskab kræver, at vi ser hinanden på tværs af bygrænser og forskelligheder. Det kræver, at vi tænker hele kommunen med – fra nord til syd. Fra dem med overskud til dem, der har brug for en hånd. Når vi lytter til hinandens historier og bygger videre på det, vi har til fælles, så kan vi skabe en stærkere, mere sammenhængende kommune for alle.
Jeg tror på kulturens kraft. Kultur er ikke bare noget, vi ser på – det er noget, vi bygger fællesskaber på. Det er dér vi griner sammen, lærer sammen, og ser hinanden i øjnene. Og den mulighed skal ikke kun være forbeholdt dem, der har mest overskud i forvejen. Alle borgere i kommunen skal kunne tage del i det kulturliv vi har. For der er mange dejlige steder, initiativer og arrangementer – og mange gode mennesker, som fortjener at få nye og dejlige oplevelser i livet.
Jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan sikre, at vi får tænkt anderledes, så ingen bliver ekskluderede. Et eksempel på det er Filmstriben, som desværre har været en del af kommunens besparelser. Filmstriben er et sted, hvor alle biblioteksbrugere gratis kan gå ind og se film, og på den måde tage del i kulturlivet – lige for alle. Jeg har selv brugt Filmstriben i min filmundervisning, da jeg så vidste, at alle eleverne efterfølgende ville have mulighed for at kunne gå hjem og se filmene igen selv. Mon der i nær fremtid kan kigges på, om Filmstriben igen skal tilbage til kommunen? Det håber jeg virkelig.
Når jeg kigger gennem mit kamera, forsøger jeg at finde de øjeblikke, hvor mennesker tør være sig selv. I politik prøver jeg det samme. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi sammen kan skabe en kommune, hvor alle bliver set. Det kræver vilje, mod, nærvær og ordentlighed – og det tager jeg med mig ind i det politiske arbejde.
