To gange Christina – en politisk rejse med rødder i Syvsten og udsyn mod fremtiden
Han kaldes kærligt for "Landsbykongen fra Syvsten", og nu har han ikke bare lokal opbakning, men også to stærke politiske mentorer i ryggen.
Nikolaj Christian Andersen, der stiller op til både byrådet i Frederikshavn Kommune og regionsrådet i Nordjylland for Moderaterne, har nu fået støtte fra både en minister og en borgmesterkandidat:
- Christina Lykke, SF’s borgmesterkandidat i Frederikshavn
- Christina Egelund, Moderaternes uddannelses- og forskningsminister
- Det er lidt særligt. To mentorer – begge hedder Christina – og begge har valgt at støtte mig i at finde min egen stemme i politik. Den ene er dybt forankret i lokalsamfundet, den anden har overblik over hele Danmark. Jeg lærer noget forskelligt af dem – og det gør mig stærkere, siger Nikolaj Andersen.
Han voksede op i Tårs, men bor nu i sin mormor og morfars hus i Syvsten, hvor han i dag også er valgt som formand for Syvsten Borgerforening.
- Jeg er ikke født her, men jeg hører til her. Jeg kender landsbyens rytme, og samtidig ved jeg, hvad det kræver at skabe sammenhæng mellem by og opland, mellem hverdagsliv og politik, siger han.
Nu ønsker han at gøre en forskel for hele kommunen og regionen.
- Mit mål er at forbinde landsbyens stemme med de beslutninger, der ofte træffes langt fra oplandet. For forbindelsen mellem det lokale og Christiansborg er vigtigere end nogensinde, mener Nikolaj Andersen.
Christina Lykke er mentor for ham, selv om de politisk tilhører forskellige fløje.
- Da Nikolaj spurgte mig, sagde jeg hurtigt ja. Han er nysgerrig og oprigtig. Vi er ikke enige om alt, men netop derfor er det spændende. Vi har brug for nye stemmer, der tør stille spørgsmål og være i virkeligheden. Det gør Nikolaj, og det bakker jeg op om, siger Christina Lykke.
Christina Egelund bemærker, at Nikolaj Andersen er drevet af ansvar og nysgerrighed.
- Han opsøger sparring, også uden for komfortzonen. Det er tydeligt, at han vil politik med mennesker – ikke bare om mennesker. Det er præcis sådan, vi udvikler demokratiet, siger Christina Egelund.
Nikolaj Andersen:
- Min morfar sagde: Dem med de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. Jeg gav ham et løfte som 15-årig: At tage ud og lære og vende hjem og gøre en forskel. Nu - 20 år senere - er jeg klar. Og med Christina og Christina ved min side står jeg ikke alene. Jeg står stærkt.