Gå til hoved-indhold
04. februar 2024 - kl. 20.02

Bangsbo Freja fik bronze ved JM for U19-hold i Juelsminde

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
    Målmand Zidane Idriz fyldte 18 år i lørdags.
Af: Michael Frederiksen

Bangsbo Frejas U19-drenge havde to hold med i finalerunden om det jyske mesterskab i indendørs fodbold i Juelsminde Hallerne i denne weekend. Begge hold kvalificerede sig til semifinalerne.

Otte hold havde kvalificeret sig til finalerunden, og Bangsbo Freja havde altså - ganske imponerende - to hold med.

Begge hold kæmpede sig videre til semifinalerne. Det ene Bangsbo-hold endte som nr. et i puljen, hvor alle otte hold mødte hinanden én gang, men det andet hold blev nr. tre. Silkeborg IF snuppede andenpladsen, mens Hornslet blev nr fire.

De to hold fra Bangsbo Freja kom på denne måde i hver sin semifinale. Her tabte frederikshavnerne desværre med henholdsvis 4-5 til Silkeborg IF og 4-7 til Hornslet IF. 

Dermed skulle de Bangsbo Freja-mandskaber mødes i kampen om bronze, hvor Bangsbo Freja 2 slog Bangsbo Freja 1 med 5-4. Silkeborg IF vandt guld med en sikker 10-4-sejr i finalen over Hornslet IF.

Bangsbo Freja-spillerne endte således med at spille ni kampe fra lørdag middag til søndag eftermiddag, men "festen" stoppede ikke her. Søndag kl. 16.30 spillede de en træningskamp udendørs mod Horsens Liga 1-hold. Det kneb dog med at finde den nødvendige mængde energi til dette opgør.

Weekendens travle program gav godt på "sammenholdskontoen", og der blev også sunget fødselsdagssang og spist en flot designet "målmandskage", da en af truppens målmænd Zidane Idriz blev 18 år om lørdagen. Det var i den grad en weekend i fodboldens tegn krydret med hygge og samvær for holdets ny cheftræner, Mogens Krogh, og drengene.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...