Gå til hoved-indhold
06. juni 2026 - kl. 22.06

Fuldt hus til indendørs grundlovsmøde i Retfærdigheden

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Grundlovsdag kaldes ofte "demokratiets festdag". Den blev - traditionen tro - fejret i Retfærdigheden i Sæby fredag formiddag. På grund af truende udsigt til regn blev grundlovsmødet afviklet i Sæbys gamle retssal, der også i en lang periode var Sæbys byrådssal.

Så det var i den grad passende rammer for årets arrangement. Der var fuldt hus i Retfærdigheden. Mellem 70 og 80 interesserede tilhørere havde fundet vej til grundlovsmødet. Interessen for demokratiet i Danmark lever i bedste velgående.

Årets grundlovstaler var Dr.phil, lektor emeritus Peter Michael Lauritzen, der i 44 år var lærer på Frederikshavn Gymnasium. Årets emne var "Demokratiets trusler – udefra og indefra".

Grundlovstalen var delt op i to dele. Første del var en mere "historisk" gennemgang af demokratiets historie, fra det gamle Athen via Den Franske Revolution (der dog ikke bragte demokratiet til Frankrig) og op til vore dage, hvor demokratierne i verden er under pres.

- Desværre også i USA, der i år fejrer 250-året for sin uafhængighed. En nylig undersøgelse har vurderet, at kun cirka syv procent af verdens befolkning lever i fuldt fungerende liberale demokratier. Et skræmmende lavt tal, der desværre er lavere end den forrige måling, udtaler Henning Sørensen, medlem af aktivitetsudvalget i Retfærdigheden.

Efter (kaffe)pausen fortsatte Peter Michael Lauritzen med et overblik over, hvordan demokratierne har det i dag. I sin grundværdi er demokratiet en styreform, hvor man afgør uenigheder på fredelig vis og uden magtanvendelse.

- Det burde også være den måde, hvorpå man afgjorde uenigheder mellem lande. Desværre er verden fortsat præget af trusler og krige som løsningsmiddel på uenighed mellem lande. Som eksempel blev nævnt USA’s verbale udfald mod Grønland, Cuba og Venezuela, siger Henning Sørensen.

Men også andre trusler end de rent konkrete kan udhule vores demokrati. De sociale medier, og nogle gange også "seriøse" medier, behandler politik og andre alvorlige emner som underholdning.

- Den kunstige intelligens (AI) fratager os alle muligheden for at anvende vores egen hjerne til at studere og løse problemer. Specielt i skolerne er det vigtigt, at børnene lærer at tænke og udtrykke sig uden brug af kunstig intelligens. Demokratiet skal vi kæmpe for hele tiden. Men vi skal ikke gøre det alene. Som verden ser ud i dag, kan det med fordel ske sammen med de nordiske og europæiske lande, mener Henning Sørensen.

Efter den spændende og engagerende tale udspandt der sig en åben debat, hvor tilhørerne fik mulighed for at drøfte grundloven og demokratiet. Forsamlings- og ytringsfrihed i praksis med gode indlæg og gode svar fra dagens taler.

- Grundlovsmødet sluttede med en stor tak til Peter Michael Lauritzen, der virkelig satte tanker i gang hos alle tilhørere. En meget fin fejring af demokratiets festdag i Sæby, udtaler Henning Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...