Blomsterbinderiet: Ny butik åbner i Søndergade
Martin Jennet er ejer og idémand bag butikken Blomsterbinderiet, som fredag 22. maj åbner i Søndergade 41 i Frederikshavn. Det er i de lokaler, der tidligere husede blandt andet Søndergades Kaffe & The samt Roses Boghandel.
- Hele butikken - både indvendigt og udvendigt - er i gang med at blive shinet op fra a til z. Der kommer blandt andet nyt gulv og nye vinduer, ligesom alt bliver malet, siger Martin Jennet.
Hans mål er at skabe en lækker blomsterbutik i Frederikshavn, som sprudler med nye idéer og tanker. En af idéerne går ud på at sælge gravpynt på abonnement. Det vil sige, at kunden betaler et fast månedligt beløb for, at Blomsterbinderiet hele året sørger for pynt på graven.
Søndergades Kaffe & The solgte færdige blomsterbuketter. Det fortsætter Blomsterbinderiet med, men det bliver i flere prisklasser, så butikken rammer en endnu større målgruppe.
Ud over blomster satser Blomsterbinderiet på salg af gavekurve. Derfor kommer der også kaffe, te, chokolade, salt, sukker, marmelade, gin, rom, portvin, whisky og brændevin på hylderne i Søndergade.
- Der bliver ikke tale om gængse hyldevarer, mens produkter, som er produceret lokalt. Vi kommer også til at sælge Læsø-produkter, fortæller Martin Jennet.
Han forestiller sig også, at "dovne mænd" i forbindelse med eksempelvis Valentinsdag kan komme ind i Blomsterbinderiet og købe en færdig pakke med middag med vin på en restaurant og en buket blomster.
Blomsterbinderiet slår dørene op fredag 22. maj kl. 9.00, hvor der blandt andet serveres kaffe og kringle. Lørdag 23. maj forkæles kunderne fra kl. 9-13 med tapas og kølig vin.
Martin Jennet vil til at begynde med selv være i butikken, men ellers vil der være tre medarbejdere, som står for den daglige drift.
- Det er fedt at hjælpe nogen med at udleve deres drøm. Jeg føler lidt, at jeg er med på et eventyr, men jeg ser selvfølgelig også en forretningsmulighed, siger Martin Jennet.
Hans primære beskæftigelse er fortsat at være rådgiver i den maritime branche. Han er indehaver af JMC Limited, som hjælper krydstogtrederier i hele verden med optimering af overfladebehandling før og under dokninger, som medfører direkte besparelser samt driftsbesparelser mellem dokninger.