Bolden ruller igen - to pokalkampe tirsdag aften
Tirsdag aften sparkes fodboldåret for alvor i gang, når det gælder breddeklubberne. I Frederikshavn Kommune er der to pokalkampe, og det er endda et par interessante lokalopgør.
Voerså IF får besøg af Lyngså Boldklub i første runde af Sydbank Pokalen 2020/2021. Begge klubber er normalt at finde i serie 5. Teddy B. Mylund fløjter pokalopgøret i gang kl. 19.00.
Det samme gør Søren Hjortholm i Frederikshavn, hvor Bangsbo Freja møder Understed IF. Også dette opgør begynder kl. 19.00 og er mellem to serie 5-klubber.
I går blev det også en kendsgerning, at FfI's førstehold skal spille to oprykningskampe mod Tjørring IF. Det gælder en plads i Danmarksserien. Kampene spilles lørdag 20. juni i Herning og lørdag 27. juni i Frederikshavn.
I den forbindelse tester FfI formen i to træningskampe i denne uge. Tirsdag kl. 18.30 kommer Vejgaard divisionsreserver på besøg på Empire Stadium, og lørdag kl. 14.00 gælder det AaB's JS-hold på kunstgræsset i Bangsbo Freja.
AaB-kampen spilles på kunstgræs, idet det første møde i Tjørring spilles på netop dette type underlag.