Gå til hoved-indhold
07. januar 2026 - kl. 00.01

Borgmester Jon Andersen nyder udsigten fra sit skrivebord

  • 1 af 5
    Jon Andersen har flyttet sin computerskærm fra højre til venstre side på skrivebordet - ellers er borgmesterkontoret uændret.
  • 2 af 5
    Jon Andersen nyder udsigten fra borgmesterkontoret på anden sal.
  • 3 af 5
    Det var borgmester Lars Møller, der modtog aben som gave i årene 2010-2013.
  • 4 af 5
    Tirsdag holdt Jon Andersen nytårstale på Frederikshavn Rådhus og Skagen Rådhus.
  • 5 af 5
    Aben har nu "delt kontor" med fire forskellige borgmestre.
Af: Michael Frederiksen

45-årige Jon Andersen kan snart se tilbage på sin første uge som borgmester i Frederikshavn Kommune. Han er rykket ind på et borgmesterkontor, hvor der ikke er foretaget nogle indretningsmæssige ændringer i forhold til forgængerne Karsten Thomsen og Birgit S. Hansen.

På den blå sofa sidder der stadig en abe. Den stammer fra Lars Møllers periode som borgmester. Det var i årene 2010-2013. 

- Jeg er blevet fortalt, at Lars Møller gav aben videre til Birgit Hansen, og jeg fik den overrakt af Karsten Thomsen, smiler Jon Andersen og tilføjer, at Kanal Frederikshavns udsendte hellere må få bekræftet historien om aben hos Lars Møller.

Det gjorde vi, og Lars Møller nikkede genkendende til Jon Andersens beretning om "vandreaben" på borgmesterkontoret på anden sal på Frederikshavn Rådhus.

Skrivebordet er placeret ved det store vinduesparti, hvor Jon Andersen nyder udsigten. Han finder det fascinerende, at han har udsigt til Frederikshavn Kirke, kraner, skibe og virksomheder på havnen, Kattegat Silo, byen med mere.

Den nye borgmester havde første arbejdsdag i fredags. Han parkerede sin hvide Volvo på parkeringspladsen mellem Det Musiske Hus og Frederikshavn Rådhus. "Borgmester" står der på et lille skilt, der indikerer, at pladsen er reserveret til borgmesteren.

- Min første tanke var: Er det egentlig ok, at jeg parkerer her? Men det må det jo være, konstaterer Jon Andersen.

Fredagen bød blandt andet på IT-indkøring og rundvisning på rådhuset, inden Venstres nybagte byrådsgruppe holdt gruppemøde på borgmesterkontoret.

- Vi har et godt blandet hold, som skal lære at arbejde sammen og finde hinanden. Det er vigtigt, at vi bruger tid sammen, mener Jon Andersen.

Allerede søndag kl. 04.30 var der afgang fra Sæby mod København, hvor Jon Andersen skulle gøre sig klar til nytårskur mandag formiddag på Amalienborg. Efter mødet med Kong Frederik og Dronning Mary var landets 98 borgmestre, hvoraf 40 er nye, samlet til møde hos Kommunernes Landsforening inden turen hjem til Sæby.

Allerede mandag aften ventede endnu en nytårskur. Denne gang i Venstres vælgerforening i Understed/Karup. Fra Amalienborg til Karup på få timer.

Tirsdag stod der nytårstaler på programmet på rådhusene i Frederikshavn og Skagen. Her holdt Jon Andersen sine første taler som borgmester, og i dagens anledning havde han slips på. Det bliver dagens program, som fremover afgør, om Jon Andersen bærer slips.

- Jeg blev mødt af glade og forventningsfulde medarbejdere. Der var en god stemning, og jeg kunne starte med at viderebringe en hilsen fra kongeparret. De takkede kommunen for et veltilrettelagt besøg i august, siger Jon Andersen.

Den nye borgmester gentog i sin nytårstale vigtigheden af, at borgerne i Frederikshavn Kommune i højere grad taler hinanden op. Han vil have sæbynitter, skagboer, frederikshavnere og folk i oplandsbyerne til at rose hinanden. 

- Vi er ikke interne konkurrenter. Vi er hinandens forudsætninger, og vi har også brug for vores nabokommuner, understreger Jon Andersen.

Hans første tale uden for de kommunale vægge er på fredag, hvor der er nytårsparade hos Nordjyllands Beredskab på H.C. Ørsteds Vej i Frederikshavn.

Samme dag venter den første vielse, og den finder sted i Krudttårnet i Frederikshavn. Fredagen byder desuden på optagelser til DK4.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...