Gå til hoved-indhold
06. august 2026 - kl. 00.08

Børnehuset Mariehønen i Jerup står foran en lukning i 2026

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Børnehuset Mariehønen i Jerup lukkes i løbet af 2026. Det indstiller Center for Dagtilbud og Børnesundhed til politikerne i Udvalget for Børn, Unge og Familier, som drøfter sagen på mandag. Forældrebestyrelsen støtter indstillingen.

Dagtilbudsområdet oplever et faldende børnetal. I Børnehuset Mariehønen er der pr. 1. juli 2026 indskrevet fem vuggestuebørn og tre børnehavebørn. Der er ikke venteliste, så børnetallet forventes ikke at blive højere i 2027.

Det lave børnetal gør det vanskeligt at skabe bæredygtige børnefællesskaber, særligt i børnehavegruppen, og begrænser børnenes muligheder for at indgå i stabile relationer med jævnaldrende.

Forældrebestyrelsen støtter op om administrationens oplæg om anbefaling om lukning af Børnehuset Mariehønen. Bestyrelsen har forståelse for, at dagtilbudsområdet står over for et faldende børnetal, og at der er behov for at anvende ressourcerne på en måde, der sikrer den bedst mulige kvalitet for alle børn.

Bestyrelsen anerkender, at meget små enheder kan være sårbare både fagligt og driftsmæssigt, og at det kan være vanskeligt at skabe stærke børnefællesskaber med så få børn.

For at dække åbne- og lukkevagter i børnehuset omfordeler Dagtilbudsområde Nord personaleressourcer fra større institutioner. Det betyder, at der bruges flere medarbejdertimer end, hvad børnetallet normalt ville kræve for at sikre en stabil drift.

Samlet set er Børnehuset Mariehønen et dyrere tilbud at drive pr. barn end de større børnehuse.

En intern strukturanalyse fra 2024 peger på, at meget små enheder kan være særligt sårbare. Sårbarheden hænger blandt andet sammen med en lille medarbejdergruppe, hvilket kan give udfordringer i forhold til sygdom og ferie og i forhold til at sikre stabilitet og kontinuitet i det pædagogiske arbejde. Analysen peger desuden på, at disse forhold kan have betydning for både den faglige kvalitet og den driftsmæssige robusthed.

Børn indskrevet i Børnehuset Mariehønen vil kunne optages i nærliggende dagtilbud, hvor pasningsgarantien fortsat kan overholdes. Forældre i Jerup vil få længere afstand til dagtilbud.

Fastansatte medarbejdere bliver omplaceret til andre institutioner i området, og lederstillingen nedlægges. Lederstillingen er aktuelt vakant og varetages af den pædagogiske leder i Børnehuset Molevitten, der ligger i Elling.

Børnehuset drives i et lejemål uden huslejeudgifter frem til udgangen af 2026. En fortsættelse efter 2026 vil forudsætte genforhandling af lejekontrakten med forventning om en lejeudgift samt en bindingsperiode i flere år frem. Medarbejderne peger i den seneste arbejdsmiljørundering på, at de fysiske rammer udfordrer arbejdsmiljøet, bl.a. på grund af træk, temperaturudsving og fugtrelaterede skader.

En lukning af børnehuset vil betyde, at den oplevede normering forbedres i de øvrige institutioner i Dagtilbudsområde Nord. Det fastansatte pædagogiske personale vil blive tilbudt ansættelse i andre institutioner i området, mens lukningen vil medføre et bortfald af ni timers rengøring ugentligt. Reduktionen er svarende til 0,25 årsværk til rengøring, som ikke kan omplaceres. Besparelsen på rengøring udgør ca. 150.000 kr. årligt og vedrører Udvalget for Økonomi og Strategi.

Lukningen af Mariehønen giver desuden en samlet reduktion i lederlønnen i Dagtilbudsområde Nord på 15 procent, svarende til 100.000 kroner, som er indarbejdet i budgettet for området. Reduktionen udgør 15 procent, fordi pædagogiske ledere i dag tæller med 85 procent i beregningen af minimumsnormeringer.

Administrationen anbefaler lukningen for at sikre, at ressourcerne i Dagtilbudsområde Nord anvendes bedst muligt. Lukningen giver børnene fra Børnehuset Mariehønen adgang til flere og stærke børnefællesskaber.

Administrationen går i dialog med forældrene og medarbejderne om tidsplan for flytning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...