Elektrikeren på Agervej i Strandby fejrer i dag 30-års jubilæum
I dag kan Elektrikeren på Agervej i Strandby fejre 30-års jubilæum. Fremtiden ser fortsat lys ud for det lokale firma, hvor der er lagt op til et generationsskifte, da indehaver Tom Jensen er blevet 65 år. Og det bliver i familien.
Der er løbet meget strøm gennem ledningerne, siden Tom Jensen for 30 år siden valgte at blive selvstændig og startede Elektrikeren. Det begyndte med én mand, en ny firmabil og en ambition om at levere ordentligt håndværk. Siden er virksomheden vokset, opgaverne er blevet flere, og udviklingen er gået stærkt.
- Men én ting har ikke ændret sig. Vi tror stadig på, at godt håndværk, kvalitet og ordentlighed er det vigtigste. Gennem årene har vi fulgt udviklingen i branchen. Fra traditionelle elinstallationer til solceller, varmepumper og ladebokse, og vi har altid haft blik for det næste, og interessen for vedvarende energi begyndte længe før den grønne omstilling blev hvermandseje, fortæller indehaver Tom Jensen fra Elektrikeren.
I dag er Elektrikeren meget mere end Tom Jensen alene.
- Vi er et hold af 15 dygtige medarbejdere, der hver dag gør vores bedste for vores kunder og for hinanden. Det er vi både stolte af og taknemmelige for, og der skal lyde en tak til alle kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, der har været en del af rejsen gennem de sidste 30 år. Vi glæder os til det, der venter forude, hvor vi er begyndt at påtænke et generationsskifte. Min søn Anders, som også er ansat i virksomheden, bliver kørt i stilling til at fortsætte Elektrikeren de næste mange år, siger Tom Jensen.
Og Anders Jensen glæder sig til de nye udfordringer.
- Jeg er efterhånden en del af virksomhedens daglige drift, og jeg ser frem til at fortsætte den virksomhed, som min far har skabt. En virksomhed, der startede i garagen på privatadressen, men som har udviklet sig til en god størrelse, hvor virksomheden er vokset, men hvor vi fortsat står for det lokale og nære overfor vores brede kundekreds af både privat- og erhvervskunder, fortæller Anders Jensen.





































