Gå til hoved-indhold
06. august 2026 - kl. 09.08

Skolestart: 516 børn begynder i skole – hjælp dem sikkert på vej

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Når skolerne åbner efter sommerferien, starter 516 børn i Frederikshavn Kommune i skole for første gang. Det betyder også, at der igen kommer mange nye og uerfarne trafikanter på skolevejene. Derfor opfordrer Frederikshavn Kommune alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme og vise hensyn i trafikken.

Frederikshavn Kommune deltager sammen med Rådet for Sikker Trafik og 90 andre kommuner i den landsdækkende kampagne "Børn på vej", som gennemføres i uge 33-35.

Kampagnen sætter fokus på sikkerheden omkring skolerne og minder trafikanter om at sænke farten og være ekstra opmærksomme, når børn færdes i trafikken.

Skolestarten er en stor dag for både børn og forældre. Samtidig er de yngste skolebørn stadig ved at lære at begå sig sikkert i trafikken. Derfor er det vigtigt, at alle trafikanter udviser ekstra opmærksomhed og hensyn omkring skoler og skoleveje, så børnene får en tryg og sikker start på skolelivet.

For at understøtte kampagnen opsætter Frederikshavn Kommune kampagneplakater flere steder i kommunen for at gøre trafikanterne opmærksomme på, at skolevejene igen fyldes med børn.

Børn ser ikke trafikken som voksne
Børn har ikke samme forudsætninger som voksne for at vurdere fart, afstande og komplekse trafiksituationer. Derfor kan det være svært for dem at bedømme, hvor hurtigt biler og cykler nærmer sig, når de skal krydse en vej. Et øjebliks ekstra opmærksomhed fra voksne trafikanter kan være med til at forebygge ulykker og skabe større tryghed omkring skolerne.

Politiet bakker op om kampagnen og gennemfører i forbindelse med skolestarten kontroller ved skolerne med fokus på blandt andet hastighed, opmærksomhed og sikker adfærd i trafikken.

Hjælp dit barn sikkert i skole
De første skoleuger byder på mange nye indtryk. Derfor anbefales det, at forældre øver skolevejen sammen med barnet, taler om sikker adfærd i trafikken og træner cykelturen, hvis barnet skal cykle til skole.

Læs mere og få gode råd til en sikker skolestart på www.sikkertrafik.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...