Budget 2024: Konservative vil støtte initiativer, der øger bosætningen
Byrådsmedlem og gruppeformand John Lamp Henriksen (C) har skrevet dette indlæg om budgetlægningen, hvori han gør det klart, at initiativer, som øger bosætningen i Frederikshavn Kommune, prioriteres højt i Det Konservative Folkeparti.
I de næste uger skal vi i Byrådet i gang med den årlige øvelse med budgetlægning. Med de udfordringer og muligheder dette altid giver.
Frederikshavn Kommune har i forvejen nogle kendte besparelser, der skal håndteres, men i de seneste dage har vi også fået en tilkendegivelse på en økonomisk håndsrækning fra Staten på 25 mio. kroner fra særtilskudspuljen til vanskeligt stillede kommuner.
Under alle omstændigheder bliver det et sparebudget, der skal lægges.
De Konservatives tilgang vil indledningsvis være en budgetlægning, der støtter op om det initiativ om øget bosætning, som Byrådet i forvejen har planlagt. Dette skal være det gennemgående tema i vores tilgang til arbejdet.
Det er afgørende nødvendigt for kommunens fortsatte udvikling, at vi får succes på dette område. Vi har brug for flere indtægter, der skal kunne give bedre muligheder for at kunne drive kommunen på en attraktiv måde.
Vi vil fortsætte med at bringe nye muligheder på forhandlingsbordet - og inviterer gode kræfter til at komme med input til os.
Hvis du har forslag til, hvilke områder du synes, der skal prioriteres – eller det modsatte - er du velkommen til at sende en mail til vores Konservative byrådsgruppe, John Lamp Henriksen JHHE@frederikshavn.dk eller Peter Laigaard på mail PTLI@frederikshavn.dk. Herefter drøfter vi forslagene.