Gå til hoved-indhold
30. oktober 2023 - kl. 00.10

Carpark North og Zar Paulo indtager Rock i Frederikshavn 2024

  • 1 af 2
    Carpark North har opbygget et musikalsk univers bestående af alt fra eksplosiv stadion-rock båret af glødende guitarriffs til akustiske og melodiøse ballader. Foto: Carsten Snejbjerg
  • 2 af 2
    Zar Paulo spillede tidligere i år på blandt andet Spot Festival, NorthSide og Roskilde Festival. Næste år kommer de til Frederikshavn. Foto: Dennis Stenild
Af: Michael Frederiksen

Carpark North og Zar Paulo er begge udråbt til at være "Danmarks bedste liveband" af anmeldere og publikum, og nu kan musikelskere glæde sig til at opleve de to bands på hovedscenen til Rock i Frederikshavn lørdag 8. juni 2024.

- Vi har virkelig glædet os til at offentliggøre næste års musikprogram, men personligt har jeg glædet mig ekstra meget til at fortælle, at vi har både Carpark North og Zar Paulo på scenen til sommer, fortæller Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.

- Zar Paulo kommer med garanti til at blæse os alle bagover. De indtager alle scener med en energiudladning, der kan få de fleste til at tabe pusten. Det glæder jeg mig vildt meget til at opleve på vores scene. Og alle ved jo, at når Carpark North går på scenen, så kan man forvente en overbevisende hitparade præsenteret af et fuldstændig forrygende liveband.

"Zar Paulo kan meget vel være Danmarks bedste liveband lige nu". Sådan lød overskriften på kulturmediet Soundvenue efter bandets liveoptræden på Roskilde Festival i sommer.

Og hvem er Zar Paulo så? Ligesom Carpark North mødtes bandmedlemmerne på Mellerup Efterskole. Og hurtigt var det tydeligt, at de fem efterskolevenner fra Aarhus havde et enormt potentiale som liveband. Bandet formår at forene bredtfavnende pophymner med skæve new wave-inspirationer og et lyrisk univers med noget på hjerte.

I løbet af foråret og sommeren har bandet gang på gang demonstreret, at deres "take" på dansksproget poprock kan noget helt særligt. Tilbage i maj tog de Spot Festival med storm. En måned senere indtog de uden besvær den største scene på NorthSide. Og få uger senere gik Roskilde-drømmen i opfyldelse for fuld smadder.

En stor del af tiltrækningen skyldes den karismatiske forsanger Emil Vammen. Han virker som en perfekt klon af rockhistoriens største frontfigurer. Hans enorme energiudladning på scenen gør det svært at tage øjnene fra ham og gør det samtidig svært ikke at følge ham, når han befaler publikum at klappe i takt på gennembrudshittet "Klap for fædrelandet".

- Men Zar Paulo er bestemt ikke noget one-man-show. De er et hold. Et hold af dygtige musikere, som alle præsterer på et ekstremt højt niveau, mener Casper Høgsted.

Det samme kan man sige om Carpark North. Bandet, som igennem de seneste mange år har fortryllet koncertgæster på landets største scener.

Carpark North har altid været lige så hårdtslående, som de har været melodisk træfsikre. En kombination, som har givet os udødelige landeplager og fællesskabende koncertoplevelser igennem mere end 20 år.

Siden gennembruddet i starten af 00’erne har Carpark North ikke set sig tilbage. De er en rock-gigant, der aldrig synes at have mistet pusten, men som med et særegent udtryk, der kompromisløst forløser musik på tværs af genrer, har givet os store hits og magiske øjeblikke som "Human", "Shall We Be Grateful", ’"32" og ikke mindst den ikoniske "Transparent & Glasslike". Carpark North kommer med både mørke og skønhed, når de lægger folket ned med en vild energi og fantastiske hitparader.

Billetsalget til Rock i Frederikshavn bliver skudt i gang til fredag 24. november til Open By Christmas i Frederikshavn. Følg med på Rock i Frederikshavns Facebookside og på www.rockifrederikshavn.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...