CF Biler flytter ind i det gamle Silvan
I starten af marts indtager CF Biler de tomme lokaler i rundkørslen ved Knivholtvej. Lokalerne ligger ved siden af ILVA, hvor Silvan senest havde til huse. Flytningen sker mindre end et år efter, at Jonas Kjelstrup Schou startede sin virksomhed i Vangen.
- Jeg havde behov for flere kvadratmeter end i de eksisterende lokaler i Vangen. Dem har jeg fundet her på Knivholtvej, hvor det selvfølgelig er en ekstra bonus, at jeg får mere synlighed i det trafikerede knudepunkt ved Knivholtvej og Hjørringvej, siger Jonas Kjelstrup Schou.
CF Biler er opkaldt efter døtrene Clara Sofie og Frederikke, og Jonas Kjelstrup Schou prioriterer tiden med familien højt.
- Jeg er lige nu på vej til Sverige, hvor jeg sammen med min yngste datter skal hente en bil. I lighed med forretningen i Vangen vil den nye forretning kun være åbent i perioder eller efter aftale. Det fungerer godt for både mit arbejds- og privatliv, og jeg er meget tilfreds med udviklingen i min forretning, og jeg glæder mig over, at jeg nu har knap 500 kvadratmeter til rådighed på min nye adresse, siger Jonas Kjelstrup Schou, inden han springer på færgen mod Göteborg.
Jonas Kjelstrup Schou fortæller, at CF Biler både sælger og leaser alle typer biler. Selv har han en forkærlighed for tyske biler som Mercedes, Audi og VW - allerhelst med en masse ekstraudstyr - men CF Biler er behjælpelig med at skaffe alle typer biler.
- Det vigtigste for mig er, at kunden får en tryg og positiv oplevelse, når de kommer hos mig og handler bil. God service og min store passion for biler skal gerne skinne igennem, understreger Jonas Kjelstrup Schou.