Gå til hoved-indhold
22. august 2025 - kl. 01.08

Christian Mieritz på Media Day: White Hawks skal i top 5

  • 1 af 1
    I aften møder Frederikshavn White Hawks lokalrivalerne fra Aalborg Pirates på hjemmebane i Nordjyske Bank Arena.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks går efter en plads i top 5 i Metal Ligaen. Det fortalte Christian Mieritz i går, da samtlige spillere, trænere og ledere var samlet til Media Day hos Dansk Metal.

- Jeg mener helt sikkert, at vi skal i top 5. Ambitionerne skal være høje - hellere det end for lave, sagde Christian Mieritz, som er tilbage i Frederikshavn efter tre sæsoner i Herning Blue Fox.

- Jeg er meget glad for at være tilbage i Frederikshavn efter tre dejlige år i Herning. Jeg spillede fem år i Frederikshavn inden skiftet til Herning. Det var her jeg tog mine rigtige professionelle skridt, så jeg har en stor kærlighed til byen.

Der var også i Frederikshavn, at Christian Mieritz fandt "sin bedre halvdel". Nu har de en datter på otte måneder.

- De bedste rammer for vores datter er heroppe, lød det fra WH-backen.

Han har tegnet en tre-årig kontrakt med høgene.

- Det giver tryghed, at der er styr på det uden for isen, konstaterede Christian Mieritz.

Cheftræner Fredrik Johansson håber på fremgang i forhold til seneste sæson. Han forlanger, at holdet arbejder hårdt, og han tror, at flere af de unge spillere tager endnu et skridt i den rigtige retning i denne sæson.

Direktør René Jørgensen forventer ligeledes et stigende WH-niveau i denne sæson.

I aften spiller White Hawks sæsonens første træningskamp i Nordjyske Bank Arena. Der er kampstart kl. 19.00 mod Aalborg Pirates. Dørene åbner kl. 18.00, og der er gratis entre. Fra kl. 18.00-19.00 er der dobbelt op på Royal-øl.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...