Gå til hoved-indhold
20. juni 2025 - kl. 22.06

Denne weekend: Oplev årets brag af et event på Bangsbo Fort

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

I denne weekend - lørdag 21. og søndag 22. juni - kan du atter opleve historiens vingesus, når Kystmuseet slår dørene op med et brag til Danmarks vildeste reenactment-event, Bangsbo Fort 4045, med udklædte statistgrupper, militære køretøjer, live-indslag, afskydning af Niels Juels kanon, rundvisninger, aktiviteter for børn og meget andet.

I år bliver programmet vildere end nogensinde med flere nye oplevelser, et rekordantal statister og live-indslag.  

Nordjyllands Kystmuseum står bag eventet sammen med en lang række statistgrupper og flere end 100 frivillige fra hele landet. Til Bangsbo Fort 4045 kan du møde statister klædt ud som tyske, engelske og amerikanske soldater samt danske modstandsfolk på hemmelige missioner i området og i de forskellige bunkere, og herudover slår de engelske og amerikanske styrker atter deres camps op med masser af udstyr og militært grej.

Årets special – sabotage mod Frederikshavn- og Sæby-banen
Igen i år er der skruet helt op for de nervepirrende oplevelser, blandt andet i form af en iscenesættelse af modstandsfolkenes sabotageaktion mod den lokale jernbane. Til det formål har Nordjyllands Kystmuseum inddraget Danmarks førende specialist inden for special effekt – nemlig Dansk Special Effect Service. De vil også være involveret, når Niels Juels kanoner fyres af kl. 14.00 begge dage.

De yngste gæster kan deltage i en spændende aktivitet, hvor de skal hjælpe modstandsfolkene med at udøve efterretningsvirksomhed mod de tyske styrker i området, men de skal passe på, at de tyske soldater ikke opdager dem.

Billetter kan købes online på Kystmuseet.dk eller på Kystmuseet Bangsbo Fort. Entrébilletten gælder til begge dage, og børn og unge under 18 år har gratis adgang.

Eventet skydes i gang lørdag 21. juni kl. 10.15 med åbningstale ved borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) og efterfølgende salut.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...