Der malkes videre i nord - malketeam mod syd jubler
Jens Ove Bagterp har skrevet dette indlæg, efter at politikerne i Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune har besluttet, at der også fremover kun skal være betalingsparkering i Skagen: For rigtig mange minutter siden jublede et malketeam mod syd over en genialitet, de netop havde bedrevet.
Anført af teamets bedste malkepige havde de nemlig gennemtrumfet, staldene mod nord skulle yde endnu mere end i forvejen. Her fandtes de højst ydende køer, som gennem mange år havde ydet så meget til teamets cigarkasse, at det ikke var nødvendigt med at malke køerne mod syd.
Her gik køerne nemlig i løsdrift, og kalvene pattede koen. Sikke en miljøvenlig handling, som man kunne bryste sig ud over både den lokale og globale verden. Hurra råbte alle mod syd! Hvilken genialitet af den dygtigste malkepige. Hurra af lungernes fulde kraft!
Der var godt nok nogle få brokhoveder mod nord, men som i den græske oldtid med Demokrit var det bestemt, at krukken med de fleste potteskår havde bestemmelsesretten. I øvrigt var brokhovederne mod nord bare dumme!
Den dygtigste malkepige havde i sin magtfuldkommenhed glemt at spørge sin nærmeste familie om malkekøer. Hvis det var sket, var den dygtigste malkepige sikkert blevet fortalt, at enhver malkeko ind imellem skal opleve at blive ”malket i stå”, føde en kalv og opleve den moderlige følelse for igen at kunne give en høj ydelse. Det er ikke nok at dagdrømme om seks patter på en ko, når Vorherre har skabt dem med kun fire.
Netop det spørgsmål og efterfølgende svar kunne danne basis for en fornuftig løsning af en alt for tom cigarkasse ved at lade malketeamet malke alle bedrifternes køer, så byrderne blev mere ligeligt fordelt.
Så ville sikkert både brokhovederne mod nord og Demokrit nikke anerkendende.
Udspillet ligger hos malketeamets dygtigste malkepige!