Gå til hoved-indhold
12. november 2025 - kl. 01.11

- Det er fedt at vinde den her pris, og det åbner for mange flere muligheder

  • 1 af 1
    Lucas Larsen, Elias Legaard og Magnus Lyng står til højre for erhvervsminister Morten Bødskov.
Af: Michael Frederiksen

Tre virksomheder er netop blevet kåret som Årets Unge Iværksættere 2025 – og de viser, at fremtidens iværksættere både tænker innovativt og ansvarligt. Årets vindere kommer fra Frederikshavn, Herning, Odense/København. De har med stor faglighed og samfundsforståelse udviklet løsninger, der gør en reel forskel for både mennesker og erhvervsliv.

Vinderne er udvalgt blandt ni nominerede virksomheder og modtager hver et legat på 100.000 kroner. Prisen blev uddelt i går af erhvervsminister Morten Bødskov ved Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen - foran cirka 2000 unge iværksættere og aktører fra hele landet.

- Danmark skal være blandt de bedste, når det gælder iværksætteri – og årets vindere viser, hvorfor det er muligt. De repræsenterer det bedste fra deres generation: innovation, ansvar og evnen til at skabe løsninger, der gavner samfundet. Det skal vi støtte og fejre, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

KATEGORI: HÅNDVÆRKET REVITALISERET
Vinder: Nordic Ice System (Frederikshavn)

Lucas Larsen, Elias Legaard og Magnus Lyng har udviklet et automatiseret system, der effektiviserer isproduktionen i fiskeindustrien og forbedrer arbejdsmiljøet. De tre gymnasieelever har selv erfaring fra havnearbejde og har brugt deres indsigt til at gentænke en fysisk krævende proces i en af landets vigtigste erhvervssektorer.

- Det er fedt at vinde den her pris, og det åbner for mange flere muligheder. Vi kan komme videre med projektet, men det er også en stor ting at få omtalen, for der er ikke så mange, der kender os, og det kan åbne for at udvide forretningen på sigt. Og så er det bare en kæmpe forløsning og et rygstød, der giver selvtillid, siger de tre vindere.

- Hvis Danmark skal opretholde et højt arbejdsniveau, uden at danskerne nedslides af fysisk hårdt arbejde, er der brug for nytænkning. Det har de tre unge gutter i Nordic Ice System formået på bedste vis ved at tage udgangspunkt i erfaringen på egen krop. De har oplevet et problem og tænkt, at der måtte være en nemmere løsning. Det er den tankegang, vi har brug for i dansk iværksætteri. Det er innovativt og prisværdigt. Stort tillykke til Nordic Ice System for at tænke på medarbejdernes helbred, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

De tre iværksættere fra Frederikshavn samarbejder allerede med AB Innovation om produktudviklingen og har aftaler med Skagenfood A/S, Lerøy og Knud Thomsen Fiskeeksport om at teste prototypen, når den første model står klar, skriver Fiskeri Tidende.

Årets Unge Iværksættere er Erhvervsministeriets nationale pris, der uddeles i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab.

Prisen hylder unge mellem 15 og 20 år, der med mod, kreativitet og samfundsansvar skaber løsninger, der gør en forskel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...