Dommerchef: Hoveddommere begik flere fejl i dramatisk afslutning
Annulleringen af SønderjyskE's udligning i aftes 50 sekunder før tid mod Frederikshavn White Hawks var korrekt, men der skete flere dommerfejl i situationen, erkender dommerchef Claus Hansen.
SønderjyskE mente først og fremmest, at Frederikshavn White Hawks tog sin Challenge for sent.
Claus Hansen erkender efter at have set billederne, at White Hawks var på kanten af tiden , men understreger ligeledes:
- Som jeg ser det på video, er der verbal kontakt mellem Frederikshavns kaptajn og den ene hoveddommer i samme tid, som uret går på 00. I samme tid fløjter den anden hoveddommer for, at tiden er gået og peger på midten. Det skal han ikke, han skal blande sig udenom, udtaler Claus Hansen til Metalligaen.dk.
Og han fortsætter:
Dommerchefen pointerer, at det ikke er en sort/hvid situation. Reglen siger, at en Challenge kan kaldes verbalt.
- Reglen siger også, at det er træneren, der skal kalde en challenge. Det gør han ved at kommunikere det til dommeren, som står ved bænken, men i den her situation vælger Frederikshavns træner at sende kaptajnen hen til dommeren. Det er helt okay, men dommeren skulle efterfølgende have kørt over til Frederikshavns bænk for at få en afklaring fra træneren om, hvad de "ville challenge". Det gjorde han ikke, og det er også en fejl, siger Claus Hansen til Metalligaen.dk.
Selve kendelsen var ifølge dommerchefen korrekt. Claus Hansen oplyser, at SønderjyskE-spilleren lavede en klar goalie interference på August Hedlund i WH-målet.
- Derfor blev den situation i hvert fald tacklet korrekt af dommerkvartetten, og rent sportsligt endte det med det rette kald i situationen, udtaler Claus Hansen til Metalligaen.dk.
De to hoveddommere i kampen, Stefan Ørvad Frydkjær og Niklas Knøsen, stammer begge fra Frederikshavn.