Elitevinduer og outdoor med store ambitioner
Elitevinduer og outdoor ApS er åbnet på Suderbovej 16 i Frederikshavn, hvor der også er showroom. Ambitionerne er store, men i første omgang holder de åbent hus for frederikshavnere og andre interesserede.
Fredag 28. februar fra kl. 12-14 og lørdag 29. februar fra kl. 10-12 er der åbent hus, hvor alle er velkomne. Fredag står menuen på pølser og øl, mens gæsterne lørdag tilbydes kaffe og kage.
Henning Boelsmand, som er en af ejerne, står for den daglige drift i virksomheden, der holder til i det gamle Stiga i Frederikshavn. Her er der indrettet showroom, som udstiller de nyeste modeller indenfor vinduer, døre, vildmarksbade, saunaer med mere.
Inden længe udvides outdoor-sortimentet med orangerier, udestuer og pavilloner. Kort sagt: Alt til outdoor.
Kort vej fra fabrik til kunde
Med Elitevinduer.dk vil Henning Boelsmand levere døre og vinduer i hele Danmark, og på sigt er det planen også at bevæge sig ind på markedet i lande som Sverige og Norge.
- Vi har arbejdet igennem det seneste år på at finde de rigtige samarbejdspartnere til vores onlineløsning, og som har den rette holdning til kvalitet og levering. Grundet den korte vej fra fabrik til kunde vil vi kunne præsentere høje kvalitetsprodukter til markedets bedste priser- endda med en leveringstid helt ned til tre-fire uger på vinduer, fortæller Henning Boelsmand.
Onlineløsningen betyder, at kunderne kan sidde hjemme i sofaen og designe deres eget vindue eller dør og få prisen med det samme. Det er en løsning, som har været meget kompleks og har taget et helt år at programmere, men den er til gengæld fremtidsorienteret.
- Løsningen betyder også. at vi kan sælge og levere til hele landet. Ligeledes tilbyder vi en totalløsning med isætning igennem vores samarbejdspartnere. Vi har desuden en Business to Business-løsning til erhverv, som er rettet mod håndværksmestre med flere, forklarer Henning Boelsmand.
Høj kvalitet og priser i den lave ende
Elitevinduer.dk producerer alle typer vinduer og døre på mål i træ, træ-alu, alu, PVC, mahoghni, og der laves også facader i alu til erhverv.
- Vi er klar over, at der er en række andre aktører på markedet med forskellige kvaliteter, men vi mener i al beskedenhed, at kan tilbyde løsninger i høj kvalitet og priser, som ligger i den lave ende, fastslår Henning Boelsmand.
Han oplever i stigende grad, at husejere bliver mere bevidste om energirigtige løsninger, hvor der ligger meget at hente i besparelse på forbruget samt værdiforøgelse af huset. Det betyder, at investeringen hurtigt er tjent hjem.
- Mange af de husejere, der byggede huse i 70’erne og 80’erne med trævinduer, har slet ikke den energiløsning som de nuværende vinduer, og derfor ser vi i stigende grad en store gruppe af disse, som skifter til træ-alu vinduer, som ikke kræver vedligeholdelse og ikke mindst er mere energirigtige.
Vildmarksbade med 40 graders varmt vand
Med Eliteoutdoor.dk forsøger Henning Boelsmand at fange de mange, som godt kan lidt at forkæle sig selv.
- Her er vildmarksbade p.t. den helt store trend. Det, at man kan sidde i sin have eller sommerhus i 40 grader varmt vand og have frost på næsen i det fri, giver en helt speciel oplevelse og velvære, og så har det en lang række positive effekter på kroppen, udtaler Henning Boelsmand.
Hvor de tidligere bade var i træ, og kun med træ-opvarmning, er de nyeste bade i glasfiber med både jetdyser og lys.
- Senest har vi fået vildmarksbade ind, der er vedligeholdsfrie, det vil sige med komposit beklædning samt el-opvarmning. Dette er perfekt til dem, som udlejer deres sommerhus og ønsker en forøget lejeindtægt.
Tidligere var el-opvarmning en bekostelig affære, men i dag findes metoder til opvarmning, der ikke er meget dyrere end træ.
Er man parat til at gå all-in leverer Eliteoutdoor.dk også saunaer, orangerier, udestuer med mere i forskellige udformninger.







































