En bule i bilen endte som erstatning til chaufføren
Rumænske Florin Rusu fik hjælp af 3F Frederikshavn, da hans arbejdsgiver fyrede ham efter en trafikskade. Nu har han fået 56.000 kroner i erstatning og et nyt job.
Florin Rusu er 34 år og er født og opvokset i Rumænien. For tre år siden fik han job i fiskeindustrien i Skagen og flyttede sammen med sin kone til Danmark. Han bor fortsat i Skagen, men har siden været ansat som blandt andet chauffør hos Gusta Avis & Pakkeomdeler i Nørresundby.
Her var hans primære job at køre efter varer til hjemlandet Rumænien og tilbage til en rumænsk butik i Aalborg:
- Jeg kørte cirka en tur om ugen, men det var hårdt. Jeg kørte i et stræk og blev tit træt af de mange kilometer på vejen, fortæller Florin, der efter to måneder med kurer-kørsel kørte ind i autoværnet i Tyskland på vej hjem med varer i bilen.
- Jeg havde kørt nonstop og var så utrolig træt. Heldigvis skete der ingenting med mig. Bilen fik en bule i forskærmen, men kunne godt køre videre til Aalborg.
Lucian er en gave
Florins arbejdsgiver, Gusta Avis & Pakkeomdeler, forlangte, at chaufføren selv skulle udbedre skaden. Florin Rusu, der er medlem af 3F Frederikshavn, kontaktede afdelingens rumænske organisator, Lucian-Stefan Turculeanu, som fortalte, at det var arbejdsgiverens ansvar at have en forsikring på bilen, og derfor skulle Florin Rusu ikke betale for skaden på skærmen.
Florin Rusus arbejdsgiver svarede igen med en fyreseddel, og derefter gik faglig sekretær Per Thorup ind i sagen:
- Det viste sig, at Florin ikke havde fået løn i de to måneder, han havde været ansat hos Gusta Avis & Pakkeomdeler. Det betød, at han også manglede feriepenge, og oveni købet var hans kontrakt mangelfuld.
Da Florin Rusus arbejdsgiver ikke havde overenskomst, gik sagen via den civile fogedret. Ejeren af Gusta Avis & Pakkeomdeler mødte ikke op i retten og fik derfor en udeblivelsesdom. Dommen overgik til skifteretten, og herefter blev der indgivet konkurs mod Florin Rusus tidligere arbejdsgiver. Nogle uger efter konkursen blev der indbetalt godt 56.000 kroner fra Gusta Avis & Pakkeomdeler til Florin Rusus via 3F Frederikshavns konto:
- Jeg har aldrig før oplevet, at en arbejdsgiver - efter konkurs - betaler det fulde beløb. Det er højest usædvanligt Jeg havde forventet, at sagen skulle omkring Løngarantifonden, siger Per Thorup, der roser sin rumænske organisator for sit arbejde:
- Det er en kæmpe hjælp at have Lucian i vores afdeling. Den her sag ville aldrig have nået til os uden Lucians rumænske netværk og hans hjælp til oversættelse.
Ansat på M.A.R.S.
Florin Rusu er også glad for 3Fs hjælp og for, at afdelingen har ansat en rumæner:
- Jeg er så taknemlig for, at 3F kom ind i sagen. Erstatningen betyder meget for mig og har gjort en stor forskel for min familie. Både her og hjemme i Rumænien. Det betyder utrolig meget for mig personligt, at jeg har kunne snakke på mit modersmål (rumænsk) i sagsforløbet, siger Florin Rusu.
Efter han blev fyret som chauffør, var han en kort periode tilbage i fiskeindustrien, men er nu - med hjælp af 3F og Lucian - ansat på nedbrydningsværftet M.A.R.S. i Frederikshavn:
- Det er et helt andet arbejde end chaufførjobbet. Jeg arbejder i faste dagvagter, og det er meget skønnere, end de utrolig lange og trættende ture på landevejen. Lønnen er også langt bedre, siger Florin Rusu.