Kurt Kirkedal reagerer på Peter Laigaards realityshow
Tidligere byrådsmedlem Kurt Kirkedal Jensen (A) har skrevet dette indlæg i kølvandet på et indlæg fra byrådsmedlem Peter Laigaard (UP): Kære Peter. Du skriver i dit indlæg på Kanal Frederikshavn 19. juni 2025 blandt mange interessante anskuelser af tingenes tilstand, at ”i et retssamfund har vi altså landets domstole til at afgøre, hvem der har ret - og ikke et advokatfirma, som repræsenterer den ene part". Dette gælder din betragtning af M.A.R.S.' stævning af Frederikshavn Kommune. Og jeg er enig med dig i disse betragtninger – en advokat, der repræsenterer en part, vil altid fremsætte påstande som har status af partsindlæg. Det får advokaten sine penge for.
Derfor undrer det mig voldsomt, at du senere i dit indlæg henviser til, at advokatundersøgelsen omhandlende havnen, som er udfærdiget af kommunens advokat, udgør den skinbarlige sandhed.
Du argumenterer altså dermed for rapporten udarbejdet af kommunens advokat i modsætning til stævningen fra M.A.R.S.' advokat IKKE er et partsindlæg.
Jeg har derfor tænkt meget over, hvordan du ser forskellen på de respektive advokaters dokumenter. Hvad er det, man siger: Moral er godt – men dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Når vi nu er ved emnet advokatundersøgelsen og din anskuelse af, at det er landets domstole (og ikke advokatfirmaer, som repræsenterer den ene part), der kan fælde dom, så undrer det mig ligeledes, at Bech Bruun i deres undersøgelse flere steder netop påtager sig rollen som dommer og kalder flere af den tidligere ledelses handlinger for ansvarspådragende. Det er vi vel enige om, at kun en dommer kan gøre, som du skriver i starten af dit indlæg. Og derfor kan man heller ikke tage konklusionerne i rapporten for værende andet end et partsindlæg – altså kommunens holdning.
Når du specifikt omtaler bygningshandelen med M.A.R.S., så har jeg også selv haft lejlighed til at kigge ind bag ekstraheringerne. Og med det kendskab, jeg har til detaljerne i såvel processkrifter og (den skinbarlige sandhed) advokatundersøgelsen, så er jeg nødsaget til at sige, du gemmer dig bag nogle detaljer, der – som sagen i helhed – ikke er gangbare.
Jeg vedhæfter, hvad advokatfirmaet har skrevet. Jeg må også tilføje, at jeg endnu er dybt rystet over den pasus, der blev en del af budgettet. Jeg sagde det dengang, og jeg gentager: At indføre en sådan blankoaccept af advokatundersøgelse, inden den overhovedet er fremlagt, er mildest talt uanstændigt, og det glæder mig, at partiet Venstre ikke hoppede på den galej. Men det er en historie for sig.