Gå til hoved-indhold
06. august 2023 - kl. 09.08

En hyggelig aften med Jesper Lohmann, Sinatra, Otto og Elvis

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Teaterforening sætter scenen og slår tonerne an til "Otto og de andre rødder" – en teaterkoncert med Jesper Lohmann & Peder Kragerups orkester.

- Du kommer med til en storslået aften, hvor alle kommer i godt humør, og hvor musikken tager os med på en rejse til tiden, hvor Otto, Sinatra og Elvis var med til at gøre hverdagen lidt sjovere, siger formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Det sker 28. oktober 2023 kl. 16.00 i Det Musiske Hus i Frederikshavn, og der er stadig billetter.

- Vi glæder os rigtig meget til, at Jesper Lohmann går på scenen og tager publikum med på en musikalsk rejse og fortælling, som tager afsæt i de største ”rødder” gennem tiderne fra ind- og udland, fortæller Lilly Pedersen.

På sin helt egen charmerende måde og med stort skuespillertalent tryllebinder Jesper Lohmann sit publikum med ”ufortalte” historier og anekdoter fra og om bl.a. Frank Sinatra, Elvis Presley, Otto Brandenburg og Povl Dissing. Sange og historier fortolkes af Jesper Lohmann med stort nærvær og respekt for originalerne.

Du møder crooneren på barstolen, som holder publikum i sin hule hånd med historier, som giver plads til både smil på læben og eftertænksomhed.

- Og én ting er sikkert: Når du går fra Det Musiske Hus, nynner du en af de gode sange. Det kan være Otto Brandenburgs "Alle sømænd er glade for piger" eller Frank Sinatras "I did it my way". Vi glæder os allerede, smiler Lilly Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...