Et univers, som ikke ligner nogen anden dansk kunstners
Galleri Virak byder indenfor til fernisering på gæsteudstilling med kunstneren Mogens Andersen. Det er lørdag 9. marts fra kl. 11-13 i Danmarksgade 44 i gågaden i Frederikshavn.
"Den menneskelige komedie". Sådan karakteriserer redaktør for Kunstavisen, Tom Jørgensen, Mogens Andersens malerkunst, som han kalder fuldstændig unik.
- Helt opslugt af sin egen forestillingsverden har han skabt et univers, som ikke ligner nogen anden dansk kunstners. Mogens Andersen anvender et kompositionsprincip, som med sin vægt på de musikalske farveharmonier er helt på linje med Matisse eller Miro for nu at nævne nogle af de største, beskriver redaktøren Mogens Andersens kunst med henvisning til malerens egen musikalske fortid.
Udstillingen kan opleves fra lørdag 9. marts til 1. april (2. påskedag).