Gå til hoved-indhold
01. februar 2024 - kl. 11.02

Fire særlige erhvervsstuderende får 100.000 kroner fra Roblon Fonden

  • 1 af 4
    Roblon Fonden uddelte 100.000 kroner til fire unge mennesker fra erhvervsskolerne i Frederikshavn. Foto: Michael Madsen
  • 2 af 4
    Christian Abel Pedersens evne til at tænke innovativt og konstant udfordre status quo gør ham til en lysende inspirationskilde. Foto: Michael Madsen
  • 3 af 4
    Emil Veggerby er et levende bevis på, hvad der kan opnås med dedikation, ihærdighed og en ukuelig vilje til at stræbe efter det bedste. Foto: Michael Madsen
  • 4 af 4
    Casper Dahlgaard er ikke blot en enestående studerende på papiret; hans engagement strækker sig langt ud over det rent akademiske, idet han aktivt investerer i medstuderendes læring og trivsel. Foto: Michael Madsen
Af: Michael Frederiksen

Her til morgen blev årets Vækst og Vilje Erhvervspris og Iværksætterprisen uddelt til dygtige erhvervsfolk ved et arrangement i Det Musiske Hus i Frederikshavn. I samme omgang uddelte Roblon Fonden 100.000 kroner til fire unge mennesker fra erhvervsskolerne i Frederikshavn, som enten har udvist "særlig høj faglighed" eller "særlige evner indenfor "iværksætteri og entreprenørskab".

Nina Schou, der er bestyrelsesmedlem i Roblon Fonden og datter af Erik Schou, der startede Roblon tilbage i 1957, stod for overrækkelsen på scenen.

- I alt for mange år har man i samfundet sagt, at "hvis du ikke kan blive andet, kan du altid blive håndværker". Den misforståelse skal vi have ryddet af vejen. At blive faglært er ikke uambitiøst. Vi er dybt afhængige af, at unge vælger den retning i livet. Med Roblon Fondens Uddannelsespris anerkender og fremhæver vi den særlige indsats hos de studerende, som kommer til at udgøre en vigtig del af fremtidens arbejdskraft, sagde Nina Schou fra scenen til de 250 erhvervsfolk, der var mødt op til det udsolgte arrangement i Det Musiske Hus.

De fire modtagere af Roblon Fondens Uddannelsespris og 25.000 kroner er:

Christian Abel Pedersen, Energi og Byggeri, El-afdelingen på EUC Nord:

Lærergruppen giver ham følgende ord med på vejen i deres indstilling i kategorien "særlig høj faglighed":

-  Christian er en elev, der har vist stor dedikation til elektrikerfaget, enestående færdigheder og har netop afsluttet modulet 2.6 på EUC Nord med en flot karakter og med ros fra censor. Hans evne til at tænke innovativt og konstant udfordre status quo gør ham til en lysende inspirationskilde. Christian opnåede en imponerende andenplads ved Skills, trods sin unge alder og begrænsede erfaring på daværende tidspunkt. Udover hans personlige succes er han støtte for sine medstuderende, en værdsat klassekammerat og en inspirerende figur, der deler ud af sin viden for at hjælpe andre med at nå deres fulde potentiale.

Emil Veggerby, maskinmesterstuderende, MARTEC:

Emil er indstillet for "særlig høj faglighed" med følgende begrundelse:

- Emil, der nu er på 8. semester, har imponeret med en høj faglighed, der afspejles i hans karaktergennemsnit på 8,5. Han er et levende bevis på, hvad der kan opnås med dedikation, ihærdighed og en ukuelig vilje til at stræbe efter det bedste. Som klasserepræsentant og medlem af studierådet viser han ikke kun lederegenskaber, men bidrager også aktivt for at opretholde det høje faglige niveau. Emil deltog i Innovations-camp, som er resultatet af et samarbejde mellem MARTEC og sygeplejerskeuddannelses på UCN. Her opnåede han en imponerede andenplads sammen med hans hold. Dette bekræfter ikke kun hans individuelle styrke, men også evnen til at lede et hold og opnå resultater ud over forventningerne.

Casper Dahlgaard, maskinmesterstuderende, MARTEC:

Casper er indstillet i kategorien "særlig høj faglighed" med ordene:

Casper, der nu er på sit 9. semester, er et sandt symbol på dedikation og hårdt arbejde. Ud over et imponerede karaktergennemsnit på 10 på 8. semester, viser Casper en vedvarende stræben efter faglig dygtighed og flid i alle studieområder. Casper er ikke blot en enestående studerende på papiret; hans engagement strækker sig langt ud over det rent akademiske, idet han aktivt investerer i medstuderendes læring og trivsel. Som studierådsformand på MARTEC har Casper vist lederskab, der overgår forventningerne, og han integrerer sine ledelsesmæssige kompetencer med succes. Hans deltagelse i MARTEC ambassadørkorps understreger hans ønske om at dele viden og støtte andre studerende.

Nicolas Abild Støttrup Jensen, maskinmesterstuderende, MARTEC:

Nicolas er indstillet i kategorien "iværksætteri og entreprenørskab" med følgende begrundelse:

- Nicolas skal fremhæves for sin enestående indsats i forbindelse med sit bachelor-projekt i juni 2023, hvor han deltog aktivt i et projekt hos en nordjysk virksomhed, fokuseret på en robot til mikrobiologiske analyser. Nicolas identificerende potentielle fejlkilder og udviklede en innovativ sugekop prototype, der genererer vakuum selv og løser problemer med slangeforvikling. Ved eksamen fik han topkarakter for sit imponerende arbejde. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...