Flot besøgt vælgermøde i Strandby, som vil være 3000 indbyggere
Fællesvirke Strandby efterlyste på mandagens velbesøgte vælgermøde på Strandby Badehotel visionære politikere, som tør sætte sig nogle mere ambitiøse mål. Ét af dem kunne være, at Strandbys indbyggertal skal stige fra godt 2.300 til over 3.000.
Gammeldags vælgermøder i "forsamlingshuset" kan stadig trække folk. Det viste mandagens vælgermøde på Strandby Badehotel, hvor der var fuldt hus.
Alle ni partier, som opstiller til kommunalvalget i Frederikshavn Kommune, var repræsenteret i panelet, som bestod af:
Christina Lykke, SF
Jon Andersen, Venstre
Jens Nygaard, Danmarksdemokraterne
Lone Haugaard, Moderaterne
Thomas Hjort, Dansk Folkeparti
Anders Brandt Sørensen, Socialdemokratiet
Jonas Sivesgaard, Enhedslisten
John Lamp Henriksen, Konservative
Joachim Madsen, Liberal Alliance
Fællesvirke Strandby havde en tydelig dagsorden med mødet. Strandby vil ikke være i samme båd som Jerup, Hørby, Syvsten med flere. Strandby er ikke "bare" en lille oplandsby.
Peter Stokbro Larsen fra Fællesvirke Strandby understregede, at Strandby er kommunens fjerdestørste by med over 2300 indbyggere. Det er godt 900 indbyggere med end Ålbæk på femtepladsen.
Derfor tillader Fællesvirke Strandby sig at have større ambitioner på Strandbys vegne. Indbyggertallet skal øges markant, men det kræver en mere imødekommende kommune, når det gælder erhvervsjord, byggegrunde og lejligheder.
Mødet varede tre timer. I den sidste time ønskede arrangørerne kun, at borgmesterkandidaterne blive siddende i panelet. Det tilbud benyttede fire sig af: Jon Andersen, Christina Lykke, Anders Brandt Sørensen og John Lamp Henriksen.
Fotograf Peter Jørgensen har taget alle billeder.