Første livekoncert siden marts på Kappelborg
Det bliver den første livekoncert på egen matrikel siden marts, når Kappelborg fredag 4. september slår dørene op til koncert med den danske sangerinde Kira Skov i Salen.
- Det bliver dejligt igen at få publikum indenfor i de vante rammer. Ude godt, men hjemme bedst, lyder det fra Kappelborg, der i august måtte henlægge operakoncert til Skagen Kirke og to koncerter med Allan Olsen til Skagen Sportscenter grundet de aktuelle corona-restriktioner.
Men altså ikke koncerten med Kira Skov Trio, som er en intimkoncert med et mindre publikumsantal.
- Kira Skov er jo en dansk sangerinde, som har oplevet lidt af hvert, og det afspejler sig i musikken. Hendes musikalske udtryksformer er mange og altid uforudsigelige, men musikken er altid inderlig, nærværende og smuk, så hun passer perfekt ind i en mindre sal og med et mindre antal publikummer, fortæller kulturhuset, som samtidig understreger vigtigheden af, at der også kommer et publikum.
- Hele foråret og forsommeren var jo død, hvad angår livemusikken, og som spillested har vi naturligvis brug for, at vores publikum bakker op og vender tilbage, så vi kan genskabe den stemning og det engagement, der var i huset før COVID-19 indtog verdensscenen. Så tag kæresten i hånden og kom og oplev fed livemusik på Kappelborg. På fredag eller til en hvilken som helst anden koncert. Det er bare vigtigt, at I kommer, opfordrer Kappelborg.
Med sig på Kappelborg har Kira Skov de to danske musikere bassisten Jacob Haubjerg og Silas Tinglef, trommer/guitar.
Inden koncerten er der mulighed for at være med til fællesspisning med afstand i godt selskab med Camillos Køkken, der de seneste somre har huseret i blandt andet Tversted med deres sommerkøkken.
- At spise sammen gør noget ved folk. Vi hygger og begynder at tale sammen. Måske også med nogle, som vi ikke kender. Stemningen stiger, vi er sammen om noget. Det synes vi, er en god måde at starte efteråret på. Særligt når vi så efter lidt lækker mad også skal opleve den samme koncert. Det giver noget, lyder det.
Dog bliver det ikke fællesspisning i traditionel forstand - ved langborde og skulder ved skulder. I stedet sidder alle gæster nu i de grupper, som de ønsker, og menuen bliver serveret ved bordene.
- Vi lover, at maden er lækker, og at den hyggelige stemning nok skal indfinde sig alligevel, pointerer kulturhuset.
Koncerten er en del af festivalen Nordic Spot, der foruden Kappelborg også har scener i blandt andre Stubhuset i Støvring, Maskinhallen i Frederikshavn og Pixlart i Østervrå.





































