Fokus på brændeovne i aften i XL-Byg i Elling
Overvejer du at skifte din gamle brændeovn ud eller måske anskaffe dig en brændeovn for første gang, er der gode råd at hente torsdag aften i XL-Byg Elling Tømmerhandel.
XL-fordelsaften er for alle, som har lyst til at blive lidt klogere på mulighederne, når det gælder køb af brændeovne og brændsel. Tre forskellige leverandører - Morsø, Varde Ovne og Hwam - deltager i arrangementet fra kl. 18-21.
- Det er andet år i træk, at vi har en aften, hvor det udelukkende handler om brændeovne. Vi synes selv, at det var en stor succes sidste år. Først og fremmest er der mulighed for at tale med tre leverandører, men vi er også seks medarbejdere fra XL-Byg på arbejde, så vi har bedre tid end i den normale åbningstid, siger Toke Nissen, butikschef for detail-afdelingen i XL-Byg Elling Tømmerhandel.
Hwan præsenterer blandt andet en SmartBrændeovn, hvor det er muligt at regulere temperaturen med en mobiltelefon. På den måde bliver varmen fra ovnen udnyttet meget bedre.
Den seneste tid har der været en del debat om, hvor meget brændeovnene skader miljøet. For et par måneder siden bragte Berlingske en artikel om, at den samlede brændefyring står for omtrent 65 procent af den samlede udledning af skadelige partikler i Danmark.
Det er de fine partikler fra brændefyring, der har sundhedsskadelige konsekvenser for mennesker. Ifølge en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, er de årsag til, at omtrent 550 danskere dør for tidligt hvert år.
Ifølge Toke Nissen er der dog ingen tegn på, at den dårlige omtale får kunderne til at fravælge brændeovnene.
Han understreger, at alle er velkomne i aften. Man behøver ikke have særlige XL-kort eller konto i XL-Byg. Der serveres både øl og sodavand tilde fremmødte, som naturligvis fristes med flere gode tilbud.