FORENINGSLØBET – et motionsevent for alle i Frederikshavn Kommune
Et helt nyt motionsevent sætter fokus på fællesskab, bevægelse og opbakning til det lokale foreningsliv, når FORENINGSLØBET løber af stablen i Frederikshavn lørdag 16. maj. Her er målet ikke at komme først, men at have det sjovt og samtidig samle penge ind til frivillighed og foreningslivet i kommunen, hvor deltagerprisen doneres 100 procent til din klub/forening.
FORENINGSLØBET er et rundeløb, hvor alle kan være med uanset niveau. Ruten på cirka halvanden kilometer går gennem gågaden med start og mål på Fisketorvet ved Tordenskioldstatuen. Startskuddet lyder kl. 10.00, og deltagerne bestemmer selv både tempo og distance.
Deltagerprisen er 50 kroner pr. løber, og hele beløbet går ubeskåret til den enkelte deltageres klub eller forening. Derudover er der mulighed for at skaffe ekstra støtte gennem egne sponsorer, som kan donere per kilometer eller runde – en indsats, der koordineres i de enkelte klubber, og det er en gylden mulighed for at:
- Skabe opmærksomhed på din klub/forening
- Skabe endnu bedre sammenhold i klubben
- Skabe bedre økonomi til klubkassen
- Skabe mulighed for jeres unge mennesker til at samle penge ind til aktiviteter, hygge eller rejse til cups
- Vi håber, at medlemmer og frivillige fra vores alsidige foreningsliv, store som små, ser de samme muligheder som os, der har sat disse rammer, så der gøres en stor indsats for at sprede budskabet og deltage på bedste vis, siger indehaver af Sport24, Kasper Kristensen.
Ekstra opbakning og medaljer til alle
Som en ekstra bonus bidrager Sparekassen Danmark med yderligere 15 kroner pr. deltager til dennes forening. Efter løbet trækkes der desuden lod blandt de klubber og foreninger, der stiller med mindst 20 deltagere, om to præmiebeviser á 1.500 kroner – også sponsoreret af Sparekassen Danmark.
- Sparekassen Danmark ønsker med vores opbakning til arrangementet at støtte de mange lokale aktører i foreningslivet, som hver dag gør en forskel. Foreningsløbet skal være med til at samle byen og skabe sjov på tværs, hvor fællesskab er i fokus. Vi håber, at både foreninger og deltagere vil tage godt imod initiativet, udtaler Birgitte Agerskov Katballe fra Sparekassen Danmark.
Sport24 donerer medaljer til alle. Disse overrækkes på Fisketorvet, hvor en DJ sørger for stemning, og Sparekassen Danmark står klar med sunde sager og vand ved depotet.
Arrangørerne håber på stor opbakning og opfordrer deltagerne til at møde op i klubtrøjer eller klubdragter for at skabe en farverig og festlig løbedag, samtidig med at foreninger og sponsorer får synlighed i lokalområdet.
- Vi glæder os til en hyggelig løbefest med fokus på fællesskab, motion og opbakning til de mange frivillige kræfter i kommunen fortæller handelschef i FREDERIK, Dan Kobberup.




































